Privatøkonomi

Postnord hæver igen prisen på breve

Prisen for at få sendt et brev stiger yderligere, mens det modsat bliver billigere at sende pakker.

Det bliver fra årsskiftet dyrere at sende breve. Foto: Henning Bagger

Skal du sende et brev med posten, skal du fra årsskiftet have flere penge op af lommen.

Fra den 1. januar 2019 hæver Postnord prisen for at sende et almindeligt brev med 1 kr., mens prisen for at afsende quickbreve stiger med 2 kr.

Modsat bliver det dog 15 kr. billigere at sende en pakke fra posthuset.

Det oplyser Postnord i en pressemeddelelse.

»Postnord står midt i en stor omstilling. Vi har lagt produktionen om. Vi har sænket vores omkostninger markant, og vi kan se klare forbedringer,« udtaler Peter Kjær Jensen, adm. direktør i Postnord, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Vi er dog ikke i mål med at skabe en balanceret forretning, og derfor justerer vi priserne fra årsskiftet.«

Med prisændringerne kommer det til at koste 10 kr. at sende et almindeligt brev på op til 50 gram med frimærke, mens quickbrevet på op til 100 gram kommer til at koste 29 kr. Et almindeligt brev er op mod fem hverdage undervejs, mens et quickbrev leveres dag til dag.

Prisstigningen forudsætter Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens godkendelse, oplyser Postnord.

Tilbage i 2016 hævede Postnord også portoen og opgav samtidig at levere almindelige breve dag til dag. Det skete for forbedre økonomien, som igennem længere tid har været præget af et markant fald i antallet af breve, der bliver sendt.

Ifølge Postnord Danmarks årsregnskab for 2017 er brevmængderne siden årtusindeskiftet faldet med 80 pct. Alene i 2018 er antallet af sendte breve faldet med 15 pct., hedder det i pressemeddelelsen.

Modsat er der en stor stigning i pakkepost, idet flere handler varer over internettet.

»Nethandlen er i vækst, og danskerne sender flere og flere pakker. Det udgør en stigende del af vores forretning, og det er kernen i den fremtid, vi bygger. Nu sænker vi priserne på pakker sendt fra posthusene, og dermed håber vi at styrke positionen ikke bare på nethandlen, men også på den handel, der foregår mellem danskerne,« siger Peter Kjær Jensen.

BRANCHENYT
Læs også