Så meget mindre skal danskerne betale i licens næste år
De danske husstande kan i 2019 se frem til at spare 600 kr. om året i medielicens som følge af forårets medieaftale.
1.927 kr.
Så meget skal den enkelte danske husstand betale i medielicens næste år, hvis det står til Kulturministeriet med kulturminister Mette Bock (LA) i spidsen.
Det skriver branchemediet Mediawatch på baggrund af et såkaldt aktstykke fra Finansudvalget i Folketinget. Licensnedsættelsen skal dog godkendes i Finansudvalget, før den kan træde i kraft.
Ender licensen på det foreslåede beløb, vil det svare til en besparelse 600 kr. sammenlignet med i dag, hvor hver enkelt husstand betaler 2.527 årligt i licens.
Årsagen til den faldende licens er medieaftalen for 2019-2023, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i foråret. Aftalen betyder, at medielicensen gradvist bliver afviklet over de kommende år og skal være fuldt afskaffet i 2022. I stedet skal pengene opkræves via et dyk i det såkaldte personfradrag.
Finansieringen af Danmarks Radio, TV2’s regionale kanaler og andre områder, som i dag er finansieret af medielicensen, skal i stedet gradvist betales via finansloven.
Kulturministeriet har endnu ikke sat tal på, hvor meget ministeriet vurderer, at licensen skal falde til i 2020 og fremadrettet til licensen er helt afskaffet.
Medieforliget har dog allerede haft konsekvenser. Som en del af aftalen blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om at skære 20 pct. af DR’s samlede økonomiske ramme frem mod 2023, hvilket i midten af oktober førte til, at DR nedlagde næsten 400 stillinger.

