Privatøkonomi

Investeringschef: Små og mellemstore aktier er for den risikovillige

Peter Nyborg Moltke. Foto:Niels Hougaard

Mens nogle vælger at lægge de fleste af deres penge i aktier fra de større børsnoterede virksomheder herhjemme, så vælger investeringsforeningen BIL Danmark at kigge mere mod aktier i de små og mellemstore selskaber.

I spidsen for investeringsforeningen, der har eksisteret siden 1998 og derved har 20 års jubilæum i år, står Peter Nyborg Moltke. Ifølge ham er foreningens investeringer kendetegnet ved at være mere risikobetonede end gennemsnittet, da BIL Danmark oftest investerer i Small- og Mid Cap-segmentet, der er kendetegnet ved lidt større udsving både den ene og den anden vej.

- Hvis man kommer ind i en urolig periode, hvor investorerne skyr nichedelen af markedet, så er det blandt andet Small- og Mid Cap-aktierne, der får størst slag.

- Men det kan også være dem, der giver det bedste langsigtede afkast, fordi der i små og mellemstore selskaber typisk er en højere indtjeningsvækst, end der måske nødvendigvis er i Novo eller et af de andre store selskaber.

- Så på den lange bane mener vi, at der er gode muligheder for at få et højere afkast på Small og Mid Cap. Men man påtager sig også en lidt større risiko, fordi der er lidt større udsving over årene, siger Peter Nyborg Moltke.

Han oplyser, at BIL Danmark over de seneste 12 år har præsteret et positivt afkast på omkring 13-14 pct. om året efter udgifter.

En stor del af det positive afkast er hentet i årene efter finanskrisen, hvor aktiemarkederne også kravlede op fra et hul. Inden for de senere år har det omvendt været svært for BIL Danmark at fortsætte den gode udvikling, da aktiemarkederne har tabt noget af pusten.

Det seneste år har foreningen eksempelvis tabt 20,3 pct. på sine investeringer, mens det danske C25-indeks til sammenligning er faldet 11,2 pct. Og år til dato har BIL Danmarks investeringer givet et negativt afkast på 15 pct., hvor C25-indekset er gået ned med 8,2 pct.

En ikke uvæsentlig del af indeværende års aktienedtur stammer fra den seneste måneds tid, hvor uro omkring statsbudgettet i Italien, hårdknuder i brexit-forhandlingerne og bekymring omkring handelskonflikten mellem USA og Kina har været med til at sende de globale aktiemarkeder ned.

Den seneste tids uro har dog ikke betydet noget for BIL Danmarks tilgang til investeringerne, fortæller Peter Nyborg Moltke.

- Jeg synes ikke, der er den store forskel på, hvordan vi agerer nu, sammenlignet med hvordan vi agerede for et år eller to år siden, siger han.

I stedet fastholder BIL Danmark fokus på at foretage "fundamentale analyser" af de enkelte selskaber, som Peter Nyborg Moltke udtrykker det. På den måde koncentrer han og kollegerne sig mere om selskaberne frem for, hvad der sker på et mere overordnet niveau, eksempelvis på sektorbasis.

- Der er nogle gange snak om, hvorvidt man skal købe cykliske virksomheder kontra defensive virksomheder. Men hvis man som investor vælger det fokus, er min erfaring, at man ofte kommer bagefter kurven. For når de cykliske aktier måske er kørt, så begynder man at have det fokus - og omvendt.

- Problematikken er altså, at man flytter fokus væk fra de enkelte selskaber, og at man lader sig drive af nogle andre ting. Det kunne være frygt eller det ene eller det andet, siger Peter Nyborg Moltke.

Mens den seneste måned har været hård ved de fleste investorer, så har de kunnet glæde sig over en bedring i aktiemarkederne de seneste dage, blandt andet på grund af forhåbninger om en forsoning mellem USA og Kina i handelskonflikten. Eksempelvis står BIL Danmark på indeværende uges sidste handelsdag til at ramme et positivt afkast på 1,4 pct., mens C25-indekset stiger 1,1 pct.

I forhold til aktiemarkedet fremadrettet vurderer Peter Nyborg Moltke, at meget kommer til at afhænge af udviklingen på den anden side af Atlanten, og hvad der sker på Wall Street.

- Personligt tror jeg, at det er meget afhængigt af, hvordan det amerikanske aktiemarked udvikler sig, fordi det amerikanske aktiemarked har egentlig klaret sig relativt okay år til dato med et positivt afkast på 3-7 pct.

- Det er ikke et prangende afkast år til dato, men hvis man kigger i forhold til Europa, så er eksempelvis Tyskland nede med 10-12 pct., og Norden er nede med omkring 10 pct.

- Så jeg tror, at den generelle udvikling er afhængig af, hvad der sker i USA. Og det er fordi, at USA med afstand er det største finansielle marked. Så det er vigtigt, hvad der sker på det aktiemarked, siger Peter Nyborg Moltke.

BIL Danmark er en filial af en af Luxembourgs ældste banker, Banque Internationale à Luxembourg S.A., og forvalter samlet set omkring 2 mia. kr. i danske aktier. Kunderne er overvejende velhavende privatpersoner.

Læs også
Top job