Privatøkonomi

Mindste prisforskel på benzin og diesel i mange år

De seneste år har der typisk været mellem 1,5 og 2 kr. forskel på benzin- og dieselprisen. Nu er forskellen den mindste i syv år.

Prisforskellen på benzin og diesel er lige nu usædvanligt lille, forklarer en ekspert. FOTO: Statoil

Har du i årevis kigget misundeligt på dieselprisen, når du har tanket din benzinbil?

Så kan du i disse dage glæde dig over, at prisforskellen på benzin og diesel i Danmark er den mindste i syv år.

Det viser tal, som Circle K har trukket for Finans.

Tirsdag er forskellen 0,6 kr. i pumpeprisen på 1 liter benzin og diesel. Det samme gør sig gældende for listeprisen. Man skal tilbage til den 6. december 2011 for at finde en lignende forskel, viser tallene fra Circle K.

De seneste år har forskellen mellem de to brændstofsformer typisk været på mellem 1,5 og 2 kr. literen.

Ifølge Peter Rasmussen, der er Circle K’s brændstofsdirektør og olieekspert, er den nuværende forskel i prisen på benzin og diesel en smule opsigtsvækkende.

»Den nuværende forskel på 60 øre er meget markant. Normalt er prisforskellen mellem benzin og diesel mindre om vinteren end i sommeren, men lige nu er den endnu mindre end normalt,« siger han.

I 2018 er prisen på oktan 95-benzin steget med 0,28 pct., mens diesel er steget med næsten 10 pct. ifølge tallene fra Circle K. I de seneste tre måneder er benzinprisen faldet med 7 pct., mens dieselprisen er steget med 3 pct.

Årsagen til den markant mindre prisforskel på benzin og diesel skal ifølge Peter Rasmussen findes i, at prisen på biodiesel er skudt i vejret, fordi Argentina har ændret afgifterne i løbet af sommeren.

Derudover bruges der mere fyringsolie om vinteren. Fyringsolie er i familie med diesel.

Endelig forklarer Peter Rasmussen, at efterspørgslen på benzin traditionelt falder om vinteren, primært trukket af et lavere forbrug i det benzinelskende USA.

Ifølge olieeksperten kan man i de kommende år sagtens komme i en situation, hvor diesel bliver dyrere end benzin.

»På lang sigt kan man godt fundere over, om elbilerne vil gøre sådan, at prisen på benzin vil blive lavere, mens diesel bliver dyrere. Simpelthen fordi der ikke er en fundet en elløsning på den tunge transport, som typisk gør brug af diesel,« siger Peter Rasmussen.

BRANCHENYT
Læs også