AP Pension vil bygge friplejehjem i jagten på afkast
De superlave renter på obligationer driver pensionsselskaberne over i flere og flere alternative investeringer med udsigt til stabile indtægter i mange år. Nu kaster AP Pension sig over ældreområdet.
AP Pension går sammen med Danske Diakonhjem om at bygge og drive private friplejehjem. De første tre aftaler med kommuner er på plads, og flere er på vej. Ældreboliger er et satsningsområde for pensionssektoren, men AP Pension er først med egentlig ældrepleje.
»Vi har store forventninger til samarbejdet. Der er stor efterspørgsel efter plejehjemspladser i kommunerne, og vi har udsigt til et afkast, der matcher vores krav til den type investeringer med en lang kontrakt og en stabil samarbejdspartner,« siger adm. direktør Peter Olsson, AP Ejendomme, der skal stå for byggeri og ejendomsdrift.
I første omgang bygges friplejehjem med samlet godt 200 pladser i Horsens, Nørager og Haderslev. AP Pension vil i Horsens og Haderslev også opføre ældreresorts med adgang til plejehjemmets faciliteter - eksempelvis restaurant, spa og fitness.
Vi har som andre midtjyske byer et stort behov for seniorboliger og flere plejehjemspladser de kommende år.
Pensionssektoren har de sidste 2-3 år interesseret sig stadig mere for seniorboliger. PFA Pension, PKA og Pensiondanmark er i gang med byggerier til ældre. Og PFA vil snart begynde at opføre servicerede ældreboliger med mulighed for at tilkøbe pleje og service og ønsker på sigt også at bygge plejehjem.
»For os er seniorboliger et winwin. Vi skal sikre et godt afkast til kunderne og her er et område, vi ser som en god investering, og hvor der både er behov og efterspørgsel. Samtidig vil vi gerne udvikle nogle nye værditilbud til PFA’s kunder i den 3. og 4. alder. Her sikrer vi begge dele på en gang,« siger direktør Jesper Brask Fischer, PFA Senior Services.
Friplejehjemmet i Horsens skal ligge i en ny bydel op til hovedstrøget, hvor der lige nu bygges ungdoms-, familie- og seniorboliger. Horsens borgmester, Peter Sørensen (S), glæder sig over, at et friplejehjem ikke belaster anlægsrammer og investeringer og ikke koster kommunen mere pr. borger.
»Vi har som andre midtjyske byer et stort behov for seniorboliger og plejehjemspladser de kommende år. Og det er en stor styrke, at borgerne kan få opfyldt et andet boligbehov uden at skulle forlade deres bydel,« siger Peter Sørensen.