Alarmklokkerne bimler: Smadrer gigantiske investeringsfonde konkurrencen?
Både det amerikanske forbrugerbeskyttelsesorgan, FTC, og EU-Kommissionen vil undersøge, om de enorme globale investeringsfonde i virkeligheden fører til højere priser for forbrugerne.
Amerikanske myndigheder og EU-Kommissionen ønsker dybere undersøgelser af, om store fondes investeringer i konkurrerende selskaber reelt fører til højere priser. Internationale forskere har rejst mistanken. Endnu flere har afvist den. Foreløbig mangler de hårde beviser.
EU’s danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, sagde i en tale sidste år, at det er blevet mere almindeligt for de samme investorer at eje aktier i forskellige selskaber inden for samme industri.
»For disse investorer virker hård konkurrence måske ikke så appellerende. Hvis et selskab udkonkurrerer sine rivaler, vil dets aktier klare sig godt, men aktierne fra andre selskaber i samme industri vil lide. Så for investorer med aktier i adskillige af disse selskaber kan det synes bedre, hvis selskaberne ikke konkurrerer for hårdt,« sagde Margrethe Vestager.
EU-Kommissionen vil nu undersøge omfanget af såkaldt common ownership i EU, samt den konkurrencemæssige betydning.
USA’s statslige forbrugebeskyttelsesorgan, FTC, er på samme spor. Kort før jul holdt FTC en høring med særlig fokus på de passive indeksfonde og ETF’er. Den mundede også ud i en konklusion om, at området bør undersøges nærmere.
Kritikken af fondenes negative effekt på konkurrencen stammer fra en undersøgelse fra 2017, som viste, at de seks største luftfartselskaber i USA alle havde investeringsfonde som de fem største ejere. Enkelte fonde var i alle selskaber, andre i tre-fem selskaber. Det blev af forskerne koblet sammen med prisstigninger i sektoren.
Kritikerne ønsker lovindgreb. Eksempelvis at fonde med mere end 5 pct. aktier i konkurrerende virksomheder i en branche skal have reduceret stemmeret, begrænses til at eje en større portion aktier i et selskab eller højest 1 pct. af aktierne i en branche.
Store investorer som Blackrock har afvist anklagerne.