Privatøkonomi
0

Tidlig folkepension kan give nedslidte et lavere rådighedsbeløb resten af livet

Udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner bliver op til 20 pct. mindre, hvis politikerne åbner for folkepension tre år før tid, viser beregninger.

Færre penge skal strække i flere år, hvis nedslidte får lov at gå tidligere på folkepension, viser beregninger fra en række pensionskasser. Arkivfoto: Felix K'stle/AP

Det kan have en økonomisk bagside at gå tidligere på folkepension, som flere partier med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i spidsen har foreslået som en ret for nedslidte danskere.

Det viser beregninger, som Finans har indhentet fra flere pensionskasser. Udbetalingerne fra arbejdsmarkedspensionen kan blive op til 20 pct. mindre, end man ellers har udsigt til, hvis man går på folkepension tre år før tid.

S har foreslået, at man kan gå på folkepension 2-3 år tidligere end den normale pensionsalder, hvis man har været mere end 40 år på arbejdsmarkedet.

»I diskussionen omkring lavere og differentieret pensionsalder har der ikke været meget fokus på pensionernes størrelse. Derfor er det nok ikke alle, der har gjort sig klart, at lavere pensionsalder modsvares af lavere pensioner,« siger økonomiprofessor Torben M. Andersen.

Årsagen er, at der indbetales i færre år, samtidig med at pengene skal strække længere.

Senest er der givet momslettelse til lystyachter - jeg ved ikke, hvordan det er, vi prioriterer i det her land.

Mona Striib, FOA-formand.

Ifølge finansordfører Benny Engelbrecht (S) handler kravet om ret til tidlig folkepension for nedslidte for S om værdig tilbagetrækning.

»Hvis nogle ønsker at blive på arbejdsmarkedet, fordi de gerne vil tjene nogle flere penge, så skal de selvfølgelig bare gøre det,« siger han.

Finansordfører René Christensen (DF) lægger ikke skjul på, at der kan blive mindre at leve for:

»Det er et faktum. Derfor skal man ikke tro, at det her bliver superattraktivt.«

De lavestlønnede reddes delvist af, at den lavere arbejdsmarkedspension vil give en større ældrecheck, mere varmehjælp og højere folkepension.

PFA har regnet på en nedslidt person med en årsløn på 300.000 kr. Hvis han som 64-årig går på folkepension, vil han få 93.500 kr. om året i arbejdsmarkedspensionen - 20 pct. mindre, end hvis han var blevet på arbejdsmarkedet, til han fyldte 67 år. Med højere folkepension og lavere skat bliver hans samlede pensionsindtægt 5 pct. lavere.

Det efterlader til gengæld statskassen med en regning, og en central bestræbelse i dansk politik har i årevis været at gøre pensionister mere selvfinansierede gennem arbejdsmarkedspensionerne.

En sådan regning bekymrer ikke FOA-formand Mona Striib. Hun mener, at tiden er inde til at tilgodese bl.a. sosu’er, der har arbejdet i mange år.

»Siden 2006 er der givet skattelettelser for 50 mia. kr., så selvfølgelig har vi råd til det. Senest er der givet momslettelse til lystyachter - jeg ved ikke, hvordan det er, vi prioriterer i det her land,« siger hun.

BRANCHENYT
Læs også