Privatøkonomi

Peugeot hvæsser kløerne og lancerer en sportslig hybridbil i firmaklassen

Ny konceptbil med 400 hk fra en benzinmotor og to elmotorer.

Peugeot 508 er i forvejen en veldesignet, sportsligt udseende bil, og nu er man på vej med nye plug-in-modeller, hvor konceptet her er med hele 400 hk. Foto: Peugeot

Franske PSA, der står bag Citroën, DS og Peugeot, er på vej med en offensiv inden for elbiler, men også plug-in hybrider. For at understrege, at det absolut ikke behøver at være kedeligt, har Peugeot udviklet en konceptbil, der er en 508 sportsedan med så meget power fra benzin- og elmotorer, at den er lige så hurtig som en almindelig Porsche.

Sagen er, at modellen, der har fået navnet 508 Sport Engineered Concept, har tre motorer i alt: en 1,6 benzinmotor med 200 hk og to elmotorer, hvor sidstnævnte er placeret henholdsvis foran og agter, og som yder det, der svarer til 110 hk og 200 hk.

I alt giver det en effektiv systemydelse på 400 hk. Årsagen til, at man ikke bare kan lægge kræfterne sammen til godt 500 hk, er, at motorerne ikke yder det maksimale på samme tidspunkt.

Med de 400 hk er det muligt at køre til 100 km/t. på kun 4,3 sek., mens topfarten er 250 km/t. Mest interessant er det, at man også kan vælge at køre på ren el, og konceptet har en rækkevidde på 50 km. De to elmotorer drives af et batteri på 11,8 kWh.

I første omgang er bilen, der præsenteres på næste måneds udstilling i Genève, en forsmag på de lidt mere ordinære plug-in-modeller, som kommer i handlen i slutningen af året, men ifølge britiske Autoexpress har franskmændene allerede besluttet at sætte den i produktion i slutningen af 2020. Dog forlyder det, at man vil nedtone effekten til omkring 350 hk, men beholde konceptet med elmotorer for og bag og dermed også firehjulstræk.

Selve bilen har også fået en ordentlig omgang styling med redesignet kofanger, sidespejle i kulfiber, skørter og nogle logoer, man har lånt fra konceptbilen e-Legend, som er en hyldest til den gamle 504 Coupé.

Læs også