Privatøkonomi

Ringede tilbage til fupnummer: Det kostede 1.700 kr.

Det blev en dyr fornøjelse for en forbruger at ringe tilbage til et ukendt nummer, der viste sig at være fup. Nu advarer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Arkivfoto

En ekstraregning på 1.700 kroner for at ringe op til et ukendt nummer på telefonen. Det blev realiteten for en nysgerrig forbruger.

Et ubesvaret opkald kom til at koste en forbruger en høj ekstraregning, fordi nummeret viste sig at være et såkaldt fupnummer.

Tænk dig godt om, før du ringer til ukendte numre, lyder rådet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på baggrund af en afgørelse fra Teleankenævnet.

»Selvom det kan virke fristende at ringe tilbage, så tænk dig altid godt om, hvis nummeret er ukendt. Foregår opkaldet for eksempel til satellittelefoner, kan det koste dig mange penge, fordi taksterne er meget høje,« siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

I sagen fra Teleankenævnet kunne teleselskabet dokumentere, at forbrugeren via sit SIM-kort to gange havde ringet tilbage til et nummer, der startede med +008818. Heraf var et af opkaldene af længere varighed. Forbrugeren blev takseret for 45 kroner per minut. Teleankenævnet vurderede, at teleselskabet ikke var bekendt med, at det pågældende nummer blev brugt til fupopkald, og dermed fik teleselskabet medhold i sagen.

»Udgangspunktet er, at du skal betale for det forbrug, der er registreret på dit SIM-kort. Det gælder også, selvom det drejer sig om opkald til fupnumre. Så der er ekstra grund til at være forsigtig. En hjælp kan være at tjekke, om andre har erfaring med nummeret, f.eks. via en søgning på nettet,« siger Susanne Aamann.

Det viste sig, at et andet mobilselskab havde spærret for opkald til det ukendte nummer, og det får nu Teleankenævnet til at overveje nye metoder.

Teleankenævnet vil undersøge, om teleselskaber fremover kan udveksle oplysninger, når et selskab spærrer nummerserier på grund af konstaterede fupopkald. På den måde kan selskaberne advare hinanden og deres brugere.

BRANCHENYT
Læs også