Privatøkonomi
0

I disse kommuner kan du i dag få mere bolig for din indkomst

I flere af landets kommuner kan huskøberne i dag få flere boligkvadratmeter for pengene end de kunne i 2012, viser ny analyse.

Arkivfoto: JP Foto: JP

Boligkøberne i kommuner som Nyborg, Aabenraa og Norddjurs kan i dag få væsentligt flere kvadratmeter for pengene, end de kunne for syv år siden.

Det viser en analyse fra Spar Nord, hvor banken har sammenlignet indkomstudviklingen med parcelhusprisudviklingen i landets kommuner.

I eksempelvis Nyborg Kommune kan man i dag få 26 pct. flere kvadratmeter for sin indkomst end man gjorde i 2012, fordi parcelhuspriserne er faldet med mere end 14 pct., samtidig med at indkomstudviklingen i kommunen er steget med 11,4 pct.

Samme billede tegner sig i flere landets øvrige kommuner, hvor et fald i parcelhusprisen sammenholdt med en fremgang i indkomsten har givet nye boligkøbere råd til flere kvadratmeter.

»Over de seneste år har vi i flere kommuner set mærkbare forandringer i forholdet mellem indkomst- og boligprisudviklingen i både den ene og i den anden ende af skalaen. Det er naturligvis særligt kommuner med negativ boligprisudvikling, hvor indkomsten i dag rækker til flere kvadratmeter,« siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord.

Men det er dog ikke forklaringen alle steder. I flere af landets kommuner er indkomstudviklingen stukket af fra stigende parcelhuspriser.

»I Tønder Kommune har indkomstudviklingen eksempelvis overtrumfet en positiv parcelhusprisudvikling på over 10 pct. Det er særligt i kommuner, der har oplevet samme udvikling som Tønder Kommune, at beboerne kan gnide sig i hænderne. Det er tilfældet i 19 kommuner,« siger Jens Nyholm og fortsætter:

»Har prisudviklingen på parcelhuse derimod været negativ, bliver en del af indkomstudviklingen potentielt spist af afskrivninger på husets værdi, hvis man er boligejer i dag.«

Ikke overraskende finder man i den modsatte ende af skalaen en række kommuner i hovedstadsområdet.

På Frederiksberg rækker indkomsten i dag til 42 pct. færre kvadratmeter parcelhus, mens boligkøberne i Tårnby Kommune får 30 pct. færre kvadratmeter for pengene.

BRANCHENYT
Læs også