Privatøkonomi

Dansk designers spisestue solgt for en million kr.: »Må siges at være et godt køb«

12 "Ægypterstole" og et "Judasbord" har fået nye ejere.

Da en dansk familie købte 12 stole og et bord designet af Finn Juhl for 12.500 kr. i 1969, havde de nok ikke forudset, hvor meget de kunne sælge sættet for igen.

Det blev solgt på auktion denne uge, og prisen lød på ikke mindre end 770.000 kr. for de 12 "Ægypterstole" og 250.000 for et "Judasbord", som de hedder. Den samlede pris for sættet endte altså på hele 1.020.000 kr.

Det oplyser auktionshuset Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

Stolene og bordene blev »formgivet« i slutningen af 1940'erne og udført hos snedkermester Niels Vodder.

»Et hammerslag på over en million kroner for en spisestue må siges at være et godt køb – i hvert fald for familien, som indleverede Finn Juhls "Ægypterstole" og "Judasbord" til auktion. I 1969 købte de møblerne for 12.500 kr., så mon ikke dagens resultat har vakt begejstring?« siger Peter Kjelgaard, som er leder af Bruun Rasmussens afdeling for design.

Arkitekten Finn Juhl (1912-89) er ifølge auktionshuset uomgængelig i dansk designhistorie.

Han skilte sig ud fra andre møbeldesignere med sin »kunstneriske ambition«, og så gik han meget op i både funktionalitet og design:

»Han udviste stor åbenhed i sin formgivning og vendte blikket mod den moderne, frie kunst, men som tilfældet med dagens udbudte møbler også langt tilbage i historien til det gamle Ægypten og fortællinger fra Bibelen,« lyder det afslutningsvis i pressemeddelelsen.

BRANCHENYT
Læs også