Privatøkonomi
0

Undersøgelse: Danskerne har mindre risikoappetit end nordiske naboer

Selv om danskerne ikke har samme risikoappetit som de andre lande og måske selv mener, at de ikke løber store risici, så løber de alligevel en stor risiko, når de investerer. Foto: Colourbox

Højere risiko kan også give større afkast, og i Danmark er der mangel på risikoappetit i forhold til de nordiske nabolande.

Det viser tal fra Danske Bank, som har indsamlet data fra 360.000 risikoprofiler i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Danskerne scorer lavt i forhold til risikovillighed, og det er nogle klare forskelle mellem landene, som er årsagen, mener direktør for rådgivning i Danske Bank Sune Worm Mortensen.

- Der er nogle kulturelle forskelle mellem landene. En af de ting, jeg tror, man oplagt kan sige i Danmark, som gør, at vi tager lidt mindre risiko, er vores realkreditobligationer. Historisk set har der været ganske mange obligationer hos danskerne og dermed samlet set mindre risiko, siger Sune Worm Mortensen til Ritzau Finans.

Han peger endvidere på, at investeringskulturen er anderledes i de andre lande, hvor Sverige i mange år har været et mere udbredt aktieland og har haft en større investeringskultur.

I Finland afdrager man meget på sit realkreditlån, og ser det som en vigtig del af opsparingen. Norge er det land med klart mest appetit på risiko, og det er der en ganske simpel forklaring på, mener Sune Worm Mortensen.

- Olie. Olie og naturgas. Der er en vished om, at det nok skal gå, og der ligger nogle enorme opsparinger i Norge. Det er både på landeniveau, men også på individuelt niveau, at folk generelt har mere risiko, siger han.

Sune Worm Mortensen mener, at realkreditobligationerne spiller en stor rolle, i forhold til hvorfor danskerne ikke er tilbøjelige til at sprede deres investeringer.

Jens Bonke, som er seniorforsker hos Rockwool Fonden, undersøgte i 2015 danskernes risikovillighed. Her fandt han, at langt de fleste danskere var solidariske.

Studiet viste også, at dem som ikke var solidariske, men derimod risikovillige, havde en højere indkomst. Cirka 80 pct. af de adspurgte viste udtryk for solidaritet, og det var også dem, som udtrykte mest tilfredshed med livet i al almindelighed.

Han peger endvidere på, at solidaritet er en kerne i Danmark, og det er det også, når det kommer til andre valg.

- Der er i høj grad stor solidaritet i det her samfund, og det er ikke kun i forhold til investeringer, men også i forhold til mange andre valg, siger seniorforsker Jens Bonke til Ritzau Finans.

Selv om danskerne ikke har samme risikoappetit som de andre lande og måske selv mener, at de ikke løber store risici, så løber de alligevel en stor risiko, når de investerer, mener Sune Worm Mortensen.

Ud over obligationer er der stor tilbøjelighed til at vælge danske aktier. Ifølge tal fra Nationalbanken fylder danske aktier 84 pct. af de danske porteføljer, og de ti mest populære danske aktier, som eksempelvis Novo Nordisk og Coloplast, fylder lige knap 50 pct. Han savner, at danskerne er villige til at sprede sig mere, da han kalder det andet "død risikabelt".

- Når folk selv køber aktier, så kan jeg se, de løber en enorm risiko, fordi det stort set er de samme selskaber, man ligger og køber aktier i. Det vil sige, at på den front udsætter man sig selv for en enorm risiko, siger han.

Selv om der er en stor koncentration af danske selskaber og særligt C25 selskaber, så fornægter Sune Worm Mortensen ikke, at de selskaber har klaret sig enormt godt, men at kigge ind i et gigantisk industriselskab som privatinvestor kan være utrolig komplekst for den enkelte investor.

Han uddyber, at han generelt tror, at folk ejer mange aktier fra deres eget land, men at man i Sverige har en bedre forståelse for spredning. Industrien i Sverige er bygget op af mange små og mellemstore virksomheder. Han savner, at danskerne også spreder sig mere, da det vil give et højere afkast og måske også højere pensionsopsparinger.

- Det, vi kan se, er, at mange vælger en kort tidshorisont, og det betyder, at de også kommer ned i risiko. Hvis man løber høj risiko, så bør det følges af lang tidshorisont, så man har mulighed for at genskabe det eventuelle tab, siger Sune Worm Mortensen.

De ti mest populære aktier i de danske investorers porteføljer er ifølge Nationalbanken Novo Nordisk, Coloplast, Vestas, Danske Bank, DSV, Mærsk B, Rockwool A, Mærsk A, Novozymes og Genmab.

BRANCHENYT
Læs også