Privatøkonomi

Dansk Aktionærforening får ny formand - vil gøre danske investorer til verdens bedste

Efter 10 år som bestyrelsesformand i Dansk Aktionærforening overlader Niels Mengel posten til Ole Søeberg.

Ole Søeberg er ny formand for Dansk Aktionærforening. Foto: Dansk Aktionærforening.

De danske aktionærer har fået en ny formand. Efter 10 år på posten har Niels Mengel nemlig overladt posten som formand for Dansk Aktionærforening til Ole Søeberg.

»Jeg er kommet til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg gerne deler ud af min erfaring. Efter mange år på aktiemarkedet – både privat og professionelt – føler jeg, at jeg har ballasten til at inspirere og lede foreningen samt at bidrage til yderligere professionalisering af foreningen,« udtaler Ole Søeberg i en meddelelse.

Ole Søeberg har flere årtiers erfaring med finansmarkederne. Han har været 15 år i investeringsbankerne Carnegie og Alfred Berg, i 11 år var han direktør for investor relations i TDC og Tryg, og endelig har han været investeringsdirektør og porteføljeforvalter i Skagen Fondene i Norge i seks år.

Som formand for Dansk Aktionærforening har Ole Søeberg en målsætning om at skabe verdens bedste investorer.

»Grundlaget for, at danske investorer kan blive blandt verdens bedste, er bestemt til stede. Danmark har supergode selskaber, og de sidste ti års flotte aktieafkast har generelt øget interessen for investering. Men det kræver uddannelse, viden og sparring at være – og forblive – en god investor,« lyder det fra Ole Søeberg.

Dansk Aktionærforening har ca. 13.000 medlemmer, men den nye formand peger på, at der findes flere end 100.000 private investorer i Danmark. Dermed er der et stort potentiale for foreningen, lyder det.

»De sidste ti års aktiemarked har stort set været i smult vande, og mange har ikke prøvet en stor storm. Dansk Aktionærforening har en vigtig rolle at spille i at øge forståelsen af afkast og risiko samt bidrage til gennemsigtighed, ordentlighed og dygtighed – både i de selskaber, der investeres i, og i investeringsdisciplinen,« siger Ole Søeberg.

Dansk Aktionærforening oplyser, at Niels Mengel fortsætter i bestyrelsen og også fortsat vil spille en rolle i forhold til foreningens aktiviteter.

BRANCHENYT
Læs også