Privatøkonomi
0

It-nedbrud: Disse hæveautomater og betalingskort virkede ikke

BEC havde tekniske problemer tidligere søndag, men alle betalingskort og pengeautomater virker igen.

Visse typer af hæveautomater virker ikke søndag. Problemet skyldes en teknisk fejl hos BEC. Arkivfoto: Thomas Borberg/POLFOTO/Arkiv.
BEC

Hvis du har haft problemer med dit betalingskort eller Mobilepay søndag, er der en grund.

Siden tidligt søndag morgen har der nemlig været tekniske problemer hos BEC (Bankernes EDB Central), hvilket giver konsekvenser for nogle brugere af visse typer af betalingskort, bankautomater og mobilepay.

Det oplyser BEC i en meddelelse.

Det betyder ifølge organisationen, at man ikke kan hæve penge i automater, der får leveret it fra BEC. Det er blandt andet Arbejdernes Landsbank, Nykredit og Spar Nord. Uanset hvilket betalingskort, man har, kan man ikke hæve penge i de automater.

Hele listen med BEC's kunder kan ses her.

Man kan desuden heller ikke bruge betalingskort af typen Visa Debit, Mastercard Debit og Akiliut (Grønland), hvis kortet er fra en bank, som får it fra BEC. Igen kan hele listen over banker ses her.

Har man et af disse kort tilknyttet Mobile Pay, virker det heller ikke, lyder det.

Der er dog ingen problemer, hvis man har et almindeligt Visadankort, Visakort eller Mastercard.

»Vi beklager de gener, som udfordringerne medfører, og vi har sat alle ressourcer ind på at få løst dem hurtigst muligt,« skriver BEC.

Klokken 12 oplyser BEC, at status er den samme, og at problemet stadig ikke er løst.

Opdatering: Klokken 14 oplyser BEC, at man forventer, at problemerne med Visa Debit og Mastercard Debit igen kan benyttes i butikker, online og via Mobile Pay omkring klokken 15.00.

Problemerne med automaterne er dog sværere at løse, og BEC forventer, at de først vil åbne igen »i løbet af aftenen.«

Opdatering: Klokken 15 oplyser BEC, at alle kort og pengeautomater bør fungere igen.

BRANCHENYT
Læs også