Privatøkonomi

Hvor mange penge må du give i gave? Konfirmander risikerer at blive ramt af skattesmæk

Der er stor usikkerhed om, hvor store pengegaver f.eks. onkler og tanter må give til konfirmander uden at det udløser et skattesmæk, lyder det fra revisionshuset PWC.

Arkivfoto: Cecilie Smetana

Når de unge mennesker træder ind i de voksnes rækker, er der en risiko for, at de får et skattesmæk med sig i bagagen.

Der er nemlig stor usikkerhed om, hvor store pengegaver konfirmanderne må få fra f.eks. onkler og tanter, uden at der skal betales skat af gaven. Sådan lyder det fra revisionshuset PWC.

Mens der er klare regler for, hvor meget nære familiemedlemmer må give i gave, er det ikke tilfældet for gaver fra venner, bekendte og familie, der ikke er en del af den nære familie.

Er man forælder, stedforælder, plejeforælder, bofælle, bedste- eller oldeforældre til konfirmanden, er man et nært familiemedlem, og dermed må man give 65.700 kr. i gave uden at det udløser skattepligt.

Der findes dog ikke nogen fast beløbsgrænse for gaver fra personer, der ikke er en del af den nære familie.

»Der er uklarheder om, hvilke beløb skattemyndighederne vil acceptere,« siger Per Ørtoft Jensen, der er partner i revisionshuset PWC.

Ifølge Skattestyrelsens vejledning på området bliver der set på gavens størrelse i forhold til begivenheden og relationen mellem giver og modtager, når det skal vurderes om gavens størrelse er almindeligt passende.

»Der kan være tilfælde, hvor man ikke er nært familiemedlem, men alligevel har en tæt personlig relation, og derfor har lyst til at give en gavmild gave. Det kan resultere i skattepligt,« siger Per Ørtoft Jensen.

Vejledningen fra Skattestyrelsen indeholder ikke noget specifikt tal, men der findes en indikation på, hvilket niveau man kan give, hvis man ikke er en del af den nære familie, uden at det udløser skattepligt.

I en afgørelse fra Landsskatteretten, hvor en person i Danmark havde modtaget pengegaver fra sin svigerinde i England. Gaverne kom i form af checks på mellem 25.000 kr. og 50.000 kr.

Personen i Danmark endte med at skulle betale skat af det fulde beløb af gaverne, men i en indstilling fra Skatteankestyrelsen lød det, at 5.000 kr. var et »passende niveau for lejlighedsgaver« om året familieforholdet taget i betragtning.

»Landsskatteretten forholdt sig ikke til de 5.000 kr., så vi kan ikke vide, om det vil være gældende. Men det giver måske en vag indikation af niveauet,« siger Per Ørtoft Jensen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også