Fortsæt til indhold

300.000 boligejere har udsigt til renterabat i år

Totalkredit forudser, at op mod 300.000 danskere kan få en klækkelig renterabat i løbet af 2019.

Mange boligejere skal have refinansieret deres flekslån i år, og de har udsigt til en meget lav rente. Arkivfoto: Joachim Adrian
Privatøkonomi

Op mod 300.000 danskere har udsigt til at få en klækkelig renterabat i løbet af 2019, forudser Totalkredit.

Nye tal fra Nationalbanken viser, at danske boligejere har lån for knap 350 mia. kr., som skal have ny rente det kommende år. Det svarer til ca. 300.000 boligejere.

»De har god grund til at følge med i renteudviklingen. Renterne på variabelt forrentede lån er banket ned i negativt territorium. Det ser ud til, at endnu flere vil nyde godt af det ved de kommende auktioner over flekslån,« siger chefanalytiker i Totalkredit, Jeppe Borre.

Allerede i maj skal boligejere med F3-lån have ny rente, og de har udsigt til en rente i minus. Også F5-renten er negativ i flere realkreditinstitutter.

En lavere rente betyder, at man betaler mindre i ydelse på realkreditlånet - og er lånet med afdrag, oplever boligejeren også, at boliggælden i højere grad bankes ned. På et variabelt forrentet lån går 9 af 10 kr. til afdrag ud af den samlede ydelse efter skat. Til sammenligning er det 6 af 10 kr. på et fastforrentet lån.

»Der er mange gode grunde til at have en variabel rente, men vi forventer alligevel, at en del af de 300.000 boligejere sadler om og binder renten i længere tid. Renterne og mulighederne for rentesikring er historisk gode med et knivskarpt 1,5 pct.-lån,« siger Jeppe Borre.

Bidragssatserne er steget mest på lån med kort rentebinding og hyppig refinansiering. I Totalkredit forventer man, at flere vil binde renten i længere tid.

»Lige nu står F1 og F3 side om side med kontantlånsrenter omkring -0,20 pct., mens F5 ligger omkring 0 pct. F3 og F5 er vel at mærke ikke et godt match, hvis man står over for en flytning, men står man uden flytteovervejelser, kan det give ro på bagsmækken i en årrække,« mener Jeppe Borre.

Der er ikke store tegn på, at de lave renter forsvinder over natten. Den europæiske centralbank, ECB, har udskudt den første renteforhøjelse til 2020, og man kan ikke udelukke yderligere udskydelse.

»Vi ser derfor også lave renter til de kommende rentetilpasninger, men tiden med renter i minus forventer vi bliver et overstået kapitel til næste år,« siger Jeppe Borre, der advarer om ikke at lade lånevalget styre af renteprognoser, men af de øvrige privatøkonomiske forhold.

Artiklens emner
Flekslån
Totalkredit