Her har boligejerne tjent 1 mio. kr. på fem år
Store gevinster til ejere af lejligheder i de store byer.
Det har været en god forretning at være boligejer de seneste fem år. For nogle har det endda været en gylden forretning.
Nye tal fra Boligsiden viser, at ejere af en gennemsnitslejlighed på Frederiksberg har tjent over 1 mio. kr. på den korte tid.
Gør man stigningen op i pct., overgås Frederiksberg både af København og især Odense. I den fynske hovedstad er priserne på ejerlejligheder steget 42 pct. på de fem år.
Det bemærkelsesværdige ved tallene er, at priserne på det seneste har været stagnerende - visse steder endda faldende.
Fortjeneste på salg af ejerlejligheder efter fem år i landets største byer:
Kommune | Gn.snitlig købspris 2014 | Gn.snitlig salgpris 2019 | Gevinst | Prisforskel |
Frederiksberg | 2.931.228 kr. | 3.950.885 kr. | 1.019.657 kr. | 35 pct. |
København | 2.350.527 kr. | 3.243.246 kr. | 892.719 kr. | 38 pct. |
Odense | 1.028.888 kr. | 1.459.090 kr. | 430.202 kr. | 42 pct. |
Aarhus | 1.851.005 kr. | 2.138.807 kr. | 287.802 kr. | 16 pct. |
Aalborg | 1.123.097 kr. | 1.401.030 kr. | 277.933 kr. | 25 pct. |
Kilde: Boligsiden.dk
»En fortjeneste på knap 42 pct. er mildest talt en pæn fortjeneste. Når vi ser så store spring på så relativt kort tid, er der ikke noget at sige til, at priskurven nu flader ud. Markedet reagerer helt naturligt på heftige prisstigninger,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Ud af alle de ejerlejligheder, der er købt i 2014 og solgt igen i 2019, er 95 pct. solgt med gevinst. Den andel er 11 pct.point større end på markedet for huse.
De primære markeder for ejerlejligheder er byerne. Og når der er flere om buddet, stiger priserne i et højere tempo. Vel at mærke indtil et vist punkt, hvor køberne bliver hægtet af.
»Modsat tiden op til finanskrisen har politikerne i denne omgang nået at sætte en kile i prisudviklingen i forsøget på at undgå en ny prisboble. Det er sket med lånestramninger, der har været yderst effektfulde på det københavnske boligmarked,« mener Birgit Daetz.
Aarhus Kommune er det område, hvor gevinsten har været mindst. Her er priserne på en gennemsnitslejlighed steget knap 290.000 kr. Det er en stigning på 15,5 pct.