Privatøkonomi
0

Fleksrenterne dykker igen: F10-lån har negativ rente for første gang

Enkelte F5-lånere får nu reelt penge tilbage for at låne.

Uanset hvilket flekslån boligejerne vælger, vil renten nu være negativ. Arkivfoto: Michael Hansen Foto: Michael Hansen

Alle flekslån har nu negativ rente for første gang nogensinde. Det blev en realitet mandag, da renten på et 30-årigt F10-lån faldt til -0,02 pct.

Vælger man at afvikle F10-lånet over 10 år, er renten helt nede på -0,27 pct.

F10-lånet er ikke specielt kendt, men det er kommet mere i spil de senere år, oplyser cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

»Det er typisk boligejere med stor friværdi, der vælger det. Ofte er det folk, der er på pension eller på vej til det. Det bruges også i vores nye produkt, Flexlife,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Den største risiko ved et F10-lån er, hvis man skal ud af det i løbet af en kortere årrække. Så risikerer man at skulle betale overkurs for at komme ud af det. Omvendt kan man også score en konverteringsgevinst, hvis renterne stiger igen.

Men hvis man vil spekulere i konverteringsgevinster, skal man vælge obligationslån med fast rente, understreger Christian Hilligsøe Heinig.

At renten er lavere ved en afvikling over 10 år frem for 30 år skyldes, at de løbende afdrag er større på den 10-årige variant. Dermed indeholder F10-lånet en større relativ vægt på de kortere fleksobligationer, som løber ud i takt med afdragene.

Som udgangspunkt anbefaler realkreditinstitutterne, at man ikke skal vælge flekslån med længere tid mellem refinansieringerne end fem år - altså et F5-lån.

Renten på et F5-lån er nu helt nede i -0,48 pct. Det vil sige, at en boligejer, der vælger et F5-lån er sikker på i fem år at få ca. 4.800 kr. retur for hver million vedkommende skylder. I Realkredit Danmark modregner man den negative rente i bidraget.

Renten er nu så lav, at nogle boligejere vil opleve at få penge tilbage for at låne. Hvis man har et F5-lån, der kun udgør op til 40 pct. af ejendommens værdi, betaler man et bidrag på 0,45 pct. En sådan boligejer vil altså få ca. 300 kr. tilbage hvert år for at låne.

Har man fuld belåning i ejendommen op til 80 pct. er bidragssatsen 0,8564 pct.

BRANCHENYT
Læs også