Privatøkonomi
0

Salget af nye personbiler afslører tre tendenser

Der er stadig godt gang i bilsalget herhjemme, men danskernes bilvaner ændrer sig.

I alt blev der indregistreret 16.779 nye personbiler i juli.

Der kommer flere nye grønne biler på vejene, leasingmarkedet vokser, og de såkaldte premium-bilmærker vinder markedsandele.

Sådan lyder konklusionen, efter at Danmarks Statistik har offentliggjort nye tal for bilsalget i juli.

I alt blev der indregistreret 16.779 nye personbiler i juli, og tallene gemmer på tre tydelige tendenser. Det mener Thomas Møller Sørensen, direktør i Bilbranchen i DI.

For det første er salget af el- og pluginhybridbiler stigende. I juli blev der solgt 541 af den slags biler - lidt over 27 pct. flere end i samme måned sidste år.

»Der er sket et gearskifte i markedet. Kunderne må nu stå i kø for at købe en elbil, fordi fabrikkerne ikke kan nå at producere det antal, som forhandlerne kan sælge,« siger Thomas Møller Sørensen.

For det andet bliver premium-bilmærkerne stadig mere populære. Mere end én ud af seks solgte personbiler i juli var enten en Volvo, Mercedes, BMW eller Audi.

»Premium-bilmærkerne vinder markedsandele i Danmark som aldrig før. Samlet set stod deres navne på mere end hver sjette nye personbil indregistreret i juli,« siger Thomas Møller Sørensen.

For det tredje er der kommet mere gang i markedet for privatleasing. De nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af nye privatleasingaftaler er steget med 34,7 pct. sammenlignet med sidste år.

Og privatleasing vil formentlig vokse endnu mere, spår Thomas Møller Sørensen.

»Når bilfabrikkerne i de kommende år producerer flere elbiler, vil kunderne også blive tilbudt attraktive leasingtilbud på en ny elbil. Vi forventer, at det vil sætte yderligere skub i salget,« siger han.

Over det seneste år er der samlet blevet indregistreret omkring 220.000 nye biler, hvoraf de danske husholdninger stod for de 129.800 biler og resten erhverv.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også