Serier

Rentefald nærmer sig rekordbøgerne: »Der er ingen bund i rentemarkederne«

Rentefaldet i 2019 nærmer sig med hastige skridt rekorden i nyere tid.

Historisk lave renter
Foto: Per Folkver

Endnu en renterekord er under opsejling på det danske boligmarked. Dette års fald i den effektive rente på den 30-årige realkreditrente er nemlig så stort, at det er på tærsklen til at skrive sig ind i historiebøgerne. Det viser en opgørelse over renteudviklingen fra 2000 og frem til i dag, som Nordea Kredit har lavet for Finans.

»Der er ingen bund i rentemarkederne, så intet er umuligt,« siger Lise Nytoft Bergmann.

I begyndelsen af året lå den effektive rente på 30-årige realkreditrente på 2 pct., men i denne uge, den 21. august, nåede den ned på 0,93 pct. Det svarer til et fald på 1,07 pct.point.

Det bringer rentefaldet i 2019 ind på en tredjeplads over det største rentefald inden for et kalenderår. Det største rentefald i opgørelsesperioden fandt sted i 2014, hvor den effektive rente faldt fra 3,68 til 2,52 svarende til et rentefald på 1,15 pct.point.

Andenpladsen på listen er et rentefald på 1,08 pct.point, og det fandt sted i 2011, hvor den 30-årige realkreditrente gik fra en effektiv rente på 5,10 pct. til 4,02 pct.

»På nogle områder er rentefaldet i år dog mere synligt. Procentvis er det større, end når renten er højere, så for unge købere er det noget, der kan mærkes,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Med mere end fire måneder tilbage af året er der samtidig tid nok til, at dette års rentefald kan indtage en førsteplads. Og det skorter heller ikke ligefrem på begivenheder, der kan sende renterne længere ned.

Handelskrigen mellem USA og Kina er på det seneste blevet optrappet, rundt om hjørnet venter brexit, og flere og flere er begyndt at tale om en mulig recession.

Det sidste er blevet udløst af en såkaldt inverteret rentekurve i USA, hvor de korte renter på flere punkter nu er højere end de lange renter. Det har været én af de mest pålidelige indikationer på, at der kommer en recession. Flere har dog sat spørgsmålstegn ved, om denne indikator stadig er pålidelig.

Det skyldes centralbankernes massive opkøb af obligationer, og det kan have vredet markedet så skævt, at en inverteret rentekurve ikke længere er et varsel om en recession.

Læs også