Privatøkonomi

Pensionsselskab: Her er tre grunde til, at tusindvis af danskere skal tjekke deres pension

August er en særlig måned, når det kommer til pension, lyder det fra pensionsselskabet Velliv.

Der er god grund til at tjekke sin pension igennem, hvis man er blevet viet, har fået nyt job eller er flyttet, lyder det fra pensionsselskabet Velliv. August. Foto: Philip Davali

Op mod 200.000 danskere bør i den kommende tid gå deres pensioner igennem. Det skyldes, at august er en særlig måned, når det kommer til begivenheder, der kan have indvirkning på ens pension.

August topper nemlig listen, hvad angår vielser, jobskifte og flytninger. Sådan lyder det fra pensionsselskabet Velliv, der har lavet en opgørelse over disse tre livsbegivenheder de seneste 10 år på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

I perioden 2009-2018 har der i gennemsnit været 5.029 vielser i august, der dermed er måneden med flest vielser. Og når hvedebrødsdagene er ovre, er det en god idé at gå ens pension igennem, lyder rådet.

»Når man bliver gift, sker der automatisk en ændring af de juridiske forhold. Med ægteskabet følger nemlig et automatisk fælleseje, hvor man sikrer hinanden økonomisk, i tilfælde af at den ene part dør inden pensionsalderen. Vi anbefaler, at man sammen gennemgår pensioner og forsikringer for at sikre, at pensionsordninger hænger sammen med den nye livssituation,« udtaler Jens Christian Nielsen, cheføkonom i Velliv.

Velliv anbefaler, at man i denne forbindelse ser nærmere på dækningen ved nedsat erhvervsevne, og om der er behov for et testamente og en ægtepagt.

De seneste 10 år har 80.2012 personer i gennemsnit fået et nyt job i august. Det bringer også august ind på en førsteplads, og det er endnu en grund til, at der kan være god grund til at gå sin pension igennem.

»Med et nyt job følger ofte en ny pensionsaftale i et andet pensionsselskab. Typisk vil det være muligt at spare omkostninger ved at samle sine pensionsordninger i det nye pensionsselskab. En ny pensionsordning kan betyde, at du først kan få udbetalt din pension ved en højere alder. Flyttes den gamle ordning, er der imidlertid ofte mulighed for, at de ældre og mere gunstige regler for udbetaling flyttes med, så de også gælder for den fremtidige opsparing. Det er en god idé at få dette gjort hurtigst muligt,« lyder det fra Jens Christian Nielsen.

Hvis lønnen ændrer sig i forbindelse med jobskiftet, er det vigtigt at undersøge, om udviklingen i ens pensionsopsparing modsvarer de ønsker, man har til sin tilværelse som pensionist.

August er med 90.477 flytninger også den måned på året, hvor der kører flest flyttebiler rundt på vejene. Uanset om man er flyttet, flyttet fra hinanden eller flyttet sammen er der grund til at få tjekket sin pension, lyder det fra Velliv.

»Ved køb af bolig er det vigtigt at sikre, at dækningen ved død og dækningen ved nedsat erhvervsevne er tilpasset udgifterne til den nye bolig. Derigennem kan man sove trygt om natten i vished om, at ægtefælle/samlever og evt. børn kan blive boende i tilfælde af nedsat erhvervsevne eller dødsfald,« lyder det fra Jens Christian Nielsen.

»Flytter man fra hinanden, er det vigtigt at tjekke, at alle de ønskede bånd kappes endegyldigt. Det kan f.eks. være begunstigede på pensionsordningen, eller det kan være ændring eller aflysning af et evt. testamente.«

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også