Privatøkonomi

Danske bankkunder har fået afsløret deres hemmelige adresser

En fejl hos selskabet BEC, der står for it-systemer i flere danske banker, har resulteret i, at oplysninger om bankkunder med hemmelige adresser er blevet tilgængelige.

Bankkunders hemmelige adresser er ved en fejl blevet tilgængelige. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Danske bankkunder har fået afsløret detaljer om deres privatliv, som de ikke ville have ud. Et ukendt antal kunders hemmelige adresser er nemlig blevet gjort tilgængelige.

Årsagen til fejlen skal findes hos it-selskabet BEC, der leverer software til banker som Arbejdernes Landsbank, Spar Nord og Nykredit.

Fredag morgen sendte man i Nykredit breve til de kunder, der kan være berørt af fejlen. Derudover gik man også i gang med at kontakte kunderne telefonisk.

»Vi tager hånd om berørte kunder, og oplyser ikke yderligere om vores procedurer,« lyder meldingen fra Nykredit.

Sagen er blevet meldt til Datatilsynet, og BEC oplyser, at fejlen er rettet.

Hvornår opstod fejlen?

»Vi opdagede fejlen for en uges tid siden,« siger Simon Gabrielsen, der er direktør for kommunikation og sekretariat i BEC.

Og hvornår blev den rettet?

»Det blev den også for en uges tid siden.«

Så det er én dag, at det har stået på?

»Vi har opdaget den for en uges tid siden. Og vi rettede fejlen med det samme. Men den har stået på før det.«

Hvor lang tid?

»Af hensyn til de berørte har vi ikke har fokuseret så meget på årsagen eller på, hvor den er opstået, men mere på at få rettet fejlen og på, hvem der kunne have været berørt. Det har været det vigtigste. Så vi har ikke været så meget rundt om, hvornår den er opstået. Men den har varet et stykke tid.«

Hvordan kan I vide, hvor mange der har været berørt, hvis I ikke ved, hvor lang tid det har stået på?

»Det har vi nogle data, som vi kan finde ud af det med.«

Men så ved I vel også, hvor lang tid det har stået på?

»Nej.«

Så I ved ikke, hvor lang tid det har stået på? Eller ved I det?

»Vi kender en bruttomængde af kunder, der muligvis kan være berørt. Det er lidt at gå med livrem og seler, men pengeinstitutterne har valgt at tage fat i rigtig mange af disse kunder, selv om mange af dem ikke er berørt.«

Så I ved ikke, hvor lang tid det har stået.

»Ikke på nuværende tidspunkt«

Hvordan kan sådan en fejl opstå hos jer?

»Vi mangler at komme lidt til bunds i det. Vi har set lidt på det, men vi har ikke konkluderet noget endnu.«

Når I ikke ved, hvor længe denne fejl har varet, kan der så være andre fejl i jeres systemer?

»Det kan jeg ikke udelukke. Men vi har ikke indikationer på, at vi har andre fejl.«

Skal man være nervøs, hvis man er kunde og har ting om ens privatliv, men ikke vil have frem og er kunde i en bank, som I leverer systemer til?

»Nej, jeg ved ikke, om man skal være nervøs. Egentlig er det en snak, som pengeinstituttet har med sine kunder og tager den vej.«

Men det er jo jer, der leverer systemerne?

»Ja. Vi gør alt, hvad vi kan for at komme til bunds i sagen og finde ud af, hvad der har været galt. Og hvad vi kan lære af det. Men vi har ingen indikationer af, at der andre steder sker noget lignende.«

Hvis jeg nu er kunde i en af de banker, og der er en god grund til, at jeg f.eks. har hemmelig adresse, fordi der er en, der er efter mig, er det så en undskyldning fra jer, man får? Eller hvad kan man regne med?

»Det er helt sikkert en stor undskyldning. Nu er det pengeinstitutterne, der tager sig af at håndtere de forskellige kunder, og jeg kan ikke udtale mig om, hvad de gør. Men jeg er sikker på, at de nok skal tage sig godt af dem.«

Men der kommer ikke noget fra jer? Det kan jo være, at nogen bliver nødt til at flytte på grund af dette og får omkostninger i forbindelse med det. Har I gjort jer overvejelser om det?

»Vi har gjort os mange overvejelser. Og det vil i sidste ende være et mellemværende mellem os og pengeinstitutterne.«

Så selv om det er jeres fejl, skal man håbe på, at banken er villig til at hjælpe?

»Det kan jeg ikke sige noget om.«

Hvad regner I med, at det får af konsekvenser fra Datatilsynet?

»Det må være op til Datatilsynet.«

Datatilsynet bekræfter, at det har modtaget en anmeldelse om sagen, men har ingen kommentarer til den.

BRANCHENYT
Læs også