Privatøkonomi

Salget af projektlejligheder i København dykker kraftigt

Der er ingen pålidelige opgørelser over, hvor mange projektsalg der udlejes, men indtrykket er dog, at der lejes flere, end der sælges. Foto: Jens Dresling

Salget af projektlejligheder i København er blevet halveret i løbet af årets første syv måneder, og over hele landet er det faldet med 34 pct. Det er en udvikling, der skal tages alvorligt, mener boligøkonom.

Det skriver dagbladet Børsen.

De høje lejlighedspriser betyder, at udviklere må droppe salg til fordel for udlejning af projektlejlighederne, siger Troels Feodor Bødker Nielsen, der er medstifter af portalen Nybygget.dk, der forbinder købere og sælgere af projektlejligheder.

- Vi hører fra vores kunder, at mange begynder at udleje noget af det, der ellers var til salg, enten fordi det går for langsomt, eller fordi de simpelthen ikke kan få det afsat. Salget går for langsomt særligt på de store københavnerlejligheder, der er blevet sværere at afsætte på grund af låneregler og usikkerhed omkring de kommende ejendomsvurdering, siger han til Børsen.

Halveringen af salg af projektlejligheder i København afspejler ifølge Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, at "storbyens boligmarked er bremset op." Udviklen understreger ifølge boligøkonomen den nuværende tilbagegang på ejerlejlighedsmarkedet.

Hun fortæller fortsat, at projektlejligheder ofte er første varsel på en ændring på lejlighedsmarkedet, og at når salget falder med 50 pct., er det noget, der skal tages alvorligt.

Der er ingen pålidelige opgørelser over, hvor mange projektsalg der udlejes, forklarer Lise Nytoft Bergmann. Indtrykket er dog, at der lejes flere, end der sælges.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også