Privatøkonomi

Rentestigning kan ikke skræmme: Boligejere i kø for at lægge lån om

Begge 30-årige 1-pct. lån er for alvor i spil igen.

Mange boligejere har igen gjort klar til at trykke på konverteringsknappen. Arkivfoto: Søren Schnoor

De nye 30-årige 0,5 pct.-lån satte gang i en af Danmarkshistoriens største konverteringsbølger på 185 mia. kr. i juli. Nu er kursen faldet, og 1 pct.-lånet kommet i spil igen.

Men det holder ikke boligejerne tilbage. Alene i sidste uge blev der yderligere indfriet lån for 17 mia. kr. Det bringer de foreløbige indfrielser op på 95 mia. kr.

»Vi har de seneste par dage været vidne til en mindre rentestigning, som også ser ud til at sende begge varianter af 1 pct. lånene tilbage på hylden. Rentestigningen er naturligvis negativ og kan betyde, at der ikke bliver tale om en decideret rekord,« siger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer.

Han forventer, at de samlede konverteringer bliver på ca. 175-185 mia. kr. ved udgangen af oktober. Der skal ikke mange bevægelser, til før rekorden fra juli kan blive slået.

Det 30-årige 1 pct.-lån med afdrag handles nu under kurs 100 for første gang i tre uger. Kursen ligger i 99,841 i Totalkredit.

Det 30-årige 1 pct.-lån med afdragsfrihed åbnede igen i fredags, da det gik under kurs 100. Den afdragsfri variant har en kurs i omegnen af 99.

»Uanset om renten hedder en hel eller en halv, så er billedet af hamrende lave renter i bund og grund uændret,« mener Brian Friis Helmer

Hvis en boligejer i dag har en fast rente på 2 pct. eller derover og en restgæld på minimum 500.000 kr., er der stadig gode muligheder.

Har man i dag et 2 pct.-lån med afdrag med en restgæld på 1 mio. kr. og omlægger det til et nyt 1 pct.-lån til en kurs lige under 100, sparer man ca. 200 kr. om måneden efter skat.

Omkostningerne i form af gebyr og kurstab kan være hentet ind igen på ca. 2,5 år, mener Brian Friis Helmer.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også