Privatøkonomi

Skattebombe under boligejere: Indefrosset grundskyld tredobles

Begynd allerede nu at sætte penge af til grundskyld, lyder rådet fra Nykredit.

Arkivfoto: Lützau

Der kan vente boligejerne en grim overraskelse, hvis ikke de lægger penge til side til grundskyld frem til 2024.

Da boligskattereformen blev vedtaget, var en af konsekvenserne, at alle boligejere skulle tvinges til at indefryse grundskylden frem til 2021. Disse regler bliver nu forlænget til 2024, og det betyder en tredobling af den ophobede gæld for grundskyld i forhold til tidligere.

Sammenligner man med i dag, er der tale om en nidobling.

Den forhøjelse er så stor, at det kan påvirke friværdien i boligen, vurderer boligøkonom i Nykredit Mira Lie Nielsen. Hun opfordrer på det kraftigste boligejere til at sætte penge af til den indefrosne grundskyld allerede nu.

»Der er jo ikke noget at gøre. Men indefrysningen bliver knap så hård, hvis man fra nu af sætter penge af til den hver måned. Fra 2024 løber der jo renter på,« siger Mira Lie Nielsen.

Indefrysningen bliver altid modregnet ved salg. Det betyder, at overskuddet på salget bliver lavere end forventet, hvis man altså ikke har betalt sin grundskyld.

Udskydelsen af boligskatterne betyder, at en typisk boligejer i Herlev eller Roskilde vil opleve, at den indefrosne grundskyld vil stige fra 15.000 til 42.000 kr. på blot tre år. Sammenligner man med i dag, stiger gælden fra 5.000 kr. til 42.000 kr.

Hvis man eksempelvis har en ejerlejlighed i København eller et parcelhus i Odense, vil det indefrosne beløb også tredobles fra 5.000 kr. til 14.000 kr.

For ejere af endnu dyrere boliger, kan indefrysningen få voldsomme konsekvenser. Også de boligejere vil opleve en tredobling.

»Vi er nu oppe på en størrelse, der kan få konsekvenser for friværdien, og så er man nødt til at reagere,« mener Mira Lie Nielsen.

Det er vigtigt, at boligejerne holder øje med udviklingen i deres gæld til skat, så de ikke får et chok den dag de enten vil sælge boligen eller overvejer at betale.

Mira Lie Nielsen, boligøkonom, Nykredit

Hun råder alle boligejere til at danne sig et overblik over konsekvenserne allerede nu.

»Forlængelsen af den obligatoriske indefrysningsordning gør det endnu mere vigtigt, at boligejerne holder øje med udviklingen i deres gæld til skat, så de ikke får et chok den dag, de enten vil sælge boligen eller overvejer at betale, når det bliver muligt i nu 2024,« siger Mira Lie Nielsen.

Det er ikke en frivillig ordning, men gælder for alle boligejere, der har oplevet en stigning i grundskylden fra 2017-2018.

Fordi de nye vurderinger vil danne grundlag for beskatningen i 2021-2023, kan flere boligejere opleve at få tvangsindefrossen grundskyld.

Fra 2021 vil en ny grundvurdering danne grundlag for grundskylden, og selv for boligejere, der i dag har ramt grundskyldsloftet, kan der blive tale om yderligere stigninger i 2021-2023, lyder advarslen fra Mira Lie Nielsen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også