Privatøkonomi

Danske Banks investeringsrobot langt foran konkurrenterne: Milliarden er nået for June

June er altdominerende blandt de danske investeringsrobotter, men en lille udfordrer er gået i udbrud.

Danske Banks digitale investeringsløsning June har nu passeret 1 mia. kr. i formue fra danske kunder. Foto: PR

Danskerne har nu investeret over 1 mia. kr. via investeringsrobotten June. Dermed sidder Danske Bank på over halvdelen af markedet for digitale investeringsløsninger. Høje afkast i 2019 har fået pengene til at rulle hurtigere ind, men de digitale robotter er stadig miniputter herhjemme.

Med 23.000 aktive investorer, hvoraf mange er nye investorer for Danske Bank, er Junes chef Jakob Beck Thomsen ikke utilfreds med 1 mia. kr. i formue.

»Vi har prøvet at fjerne nogle af barriererne for investering. Og det, synes vi, er lykkedes. Alene i år har vi fået 6.500 nye kunder. Samtidig lærer banken mere om de nye investorer. Bl.a. kan vi se, at indskud og udtræk af penge er langt mere afhængig af udviklingen på aktiemarkedet end for mere erfarne investorer,« siger Jakob Beck Thomsen.

Siden June blev introduceret for to og et halvt år siden, er danskernes indlån i banken vokset over 80 mia. kr., så under 2 mia kr. i de seks danske robotløsninger rækker ikke langt.

»Den største forhindring er nok, at danskerne er vant til at følge, hvad bankrådgiverne siger, og ikke tage initiativer selv. Det er vel stadig den største barriere for vækst for digitale løsninger,« vurderer Nikolaj Holdt Mikkelsen, uafhængig rådgiver.

En Gallup-undersøgelse for Finans Danmark viser da også, at 8 af 10 danske privatinvestorer foretrækker enten at lade banken investere eller at få anbefalinger fra bankrådgiveren.

Nordeas Nora er på et år vokset til knap 100 mio. kr. Chef for opsparing og investering Tine Vestergren Uldal kalder Nora en ny måde at rådgive på, som har tiltrukket nye og yngre investorer.

»Vi forventer, at flere og flere vil foretrække digital rådgivning, efterhånden som vi får løsningen tilpasset deres behov. Men det er op til kunderne, hvad de foretrækker,« siger Tine Vestergren Uldal.

Investeringsrobotter
  • Investeringsrobotter og robotrådgivere giver digital rådgivning om investering til private uberørt af menneskehånd. De er typisk billigere end almindelig bankrådgivning.
  • Ordninger som danske Nord Investment sammensætter en portefølje af investeringsfonde - ETF’er, der passer til kundens risikovillighed.
  • Mens ordninger som June, Darwin, Nora og Sparinvest Index sælger egne fonde med forskellig risikovillighed til kunderne.
  • Bankordningerne er kendetegnet af, at der kan investeres for meget små beløb - helt ned til 100 kr. i June. Og pengene kan let både sættes ind og trækkes ud af investeringen.
  • Lige nu vokser den lille bankudfordrer Nord Investments meget hurtigt. Siden februar er formuen under forvaltning steget fra 60 til 218 mio. kr.

    »Det handler om tillid. Hvem vil du have til at forvalte dine penge. Bankerne sælger deres egne produkter og anbefaler dem, de tjener mest på. Globalt vokser uafhængige investeringsrobotter da også hurtigst,« siger Anders Hartmann, stifter af Nord Investments.

    Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
    Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
    Læs serien her
    BRANCHENYT
    Læs også