Mozarts børneportræt solgt for svimlende millionbeløb
Et portrætmaleri af komponisten som barn er blevet solgt for 30 millioner kroner.
Et sjældent portrætbillede af Wolfgang Amadeus Mozart som 13-årig har indbragt enormt millionbeløb på en auktion i Paris. Et beløb, der er langt højere end først forventet.
Det skriver BBC.
Portrættet af den unge komponist viser Mozart, der spiller på en cembalo, mens han er på turné i Italien i januar 1770.
Auktionshuset Christie’s har oplyst i forbindelse med auktionen, at Mozart var i Verona, hvor han var i selskab med en højtstående politiker ved navn Pietro Lugiati, der beundrede den unge Mozart og derfor fik malet billedet.
»Det blev sandsynligvis malet af den veronesiske mester Giambettino Cignaroli, som var fætter til Lugiati ,« sagde Astrid Centner, leder af auktionshusets Old Masters-afdeling i Paris, til BBC.
Billedet er dog ikke signeret.
Portrættet har da også indbragt betydeligt mere end forventet på auktionen, der blev afholdt onsdag. Prisen endte på 4 mio. euro, der svarer til ca. 30 mio. danske kroner.
Billedet har fået megen opmærksomhed fra historikere, der mener at det er meget unikt, da man foran Mozart kan se en komposition, der ikke er blevet fundet andre steder end i billedet.
Portrættet er et af kun fire, der blev malet, mens Mozart stadig var i live. Som 13-årig, da han var i Italien, var han allerede kendt som et musikalsk vidunderbarn.