Privatøkonomi

På dette område har hussalget indhentet lejlighedsmarkedet

For de huse, der bliver solgt hurtigst, er afslaget nu på niveau med lejlighedsmarkedet. Det er første gang siden 2011.

Foto: Thomas Borberg

Der bliver nu givet lige så meget ved døren på villavejene som i trappeopgangen. For første gang siden 2011 er prisafslaget på huse og ejerlejligheder, som bliver solgt inden for en måned, næsten det samme.

Det viser en opgørelse, som ejendomsmæglerkæden Home har lavet på baggrund af data fra Boligsiden.

For de ejerlejligheder, der i 2019 er blevet solgt inden for en måned, lyder det gennemsnitlige nedslag i prisen på 1,4 pct. På markedet for huse lyder afslaget på 1,6 pct. I 2011 var afslaget det samme. Her lå det på 3,5 pct.

»Hurtigsælgerne giver mindst ved døren. Hus- og lejlighedssælgerne er nu næsten lige så gode forhandlere efter nogle år, hvor husejerne måtte slå lidt mere af prisen i handlen. Det er første gang siden 2011, at der er næsten lighed,« lyder det i en kommentar fra Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

Prisafslaget er faldet for huse i periode, mens det for ejerlejligheder er steget fra 0,7 pct. i 2015 til 1,4 pct. i 2019.

»Det er fortsat beskedne beløb, vi taler om, selv om der er tale om dobbelt så store procentvise afslag nu,« lyder det fra Michael Dalsager.

Det er princippet om udbud og efterspørgsel, der har ført til udviklingen, lyder det. Hussalget i år er det højeste i dette årti, efter at det siden 2011 på landsplan er steget med 87 pct. For lejligheder toppede salget på landsplan i 2017, men det for København var i 2015.

»Tallene viser tydeligt, at det er husmarkedet, der har sat farten op de seneste år, mens lejlighedsmarkedet er gået lidt ned i gear. Det hænger sammen med, at aktiviteten på husmarkedet spreder sig som ringe i vandet fra storbyerne, gennem forstæderne og videre til resten af landet,« lyder det i en kommentar fra Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk

BRANCHENYT
Læs også