Privatøkonomi

Astralis står til tab på sin første handelsdag

E-sportsvirksomheden Astralis Group har første handelsdag som børsnoteret selskab.

Astralis har træningsfaciliteter på godsbaneanlægget i København. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Festfyrværkeriet ved børsnoteringen af Astralis er udeblevet. Selv om aktien var overtegnet inden selve børsnoteringen mandag, har den store interesse ikke fået aktiekursen til at brage i vejret.

Aktien åbnede i kurs 9,5, men allerede i de første minutter på børsen faldt kursen, og efter flere timers handel ligger aktien i en kurs omkring 8,8 kr. pr. aktie. Aktien blev udbudt til en kurs på 8,95 kr. pr. aktie, og investorerne har dermed indkasseret et lille tab på aktien.

Astralis Group er blevet noteret på First North-børsen, og selskabet har med børsnoteringen fået en markedsværdi på ca. 500 mio. kr. Det gør Astralis til en kæmpe på minibørsen.

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom hos onlinebørsmægleren Nordnet, kan investorerne se frem til flere dage med udsving i aktiekursen.

»Astralis tiltrækker investeringsinteresse fra en ny gruppe af investorer: De yngre. Det kan i sig selv give større udsving, når nye investorer skal prøve kræfter med noget investeringsnyt. Derfor vil det ikke være unaturligt, hvis de første handelsdage bliver præget af større kursudsving end normalt,« skriver Per Hansen i en kommentar.

Forud for børsnoteringen havde 41 investorer allerede garanteret, at de vil tegne aktier i Astralis Group for 57 mio. kr.

Blandt dem er de to nye bestyrelsesmedlemmer Claus Zibrandtsen og Christian Swane Mourirer, der henholdsvis er it-milliardær og arving til Danmarks største bilkoncern Semler Gruppen.

Christian Swane Mourier og Jesper Mourier fra Semler-familien vil sammenlagt købe aktier for 15 mio. kr., fremgår det af prospektet.

Derudover vil Janni Spies og Christian Kjærs søn, Christopher Kjær, købe aktier for 3 mio. kr., ligesom kapitalforvalteren Artha og serieiværksætteren Casper Blom skyder millionbeløb efter Astralis-aktier.

Af andre interessante navne på listen over investorer kan nævnes Janus Nielsen, manden bag Spaniens hurtigstvoksende teknologifirma, Anytech365, og Peter Wagner, der har tjent mange millioner på Dating.dk.

BRANCHENYT
Læs også