Privatøkonomi

Staten tjener stort på boligmarkedet: Nu sættes afgift op

Tinglysning af bolig har været omfattet af et skattestop, men det er slut nu.

De høje boligpriser er en god forretning for staten. Arkivfoto: Jens Dresling Foto: Jens Dresling

Det er ikke kun sælgerne, der de seneste 10 år har fået en gevinst på de stigende boligpriser. Staten er nemlig den helt store vinder og har oven i købet bevilget sig selv en lønforhøjelse.

Staten ventes i år at tjene lidt over 1,2 mia. kr. alene i tinglysningsafgift, viser en opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Home baseret på de reelle salgstal. Det er en stigning på 140 pct. på blot otte år. Og indtægten vil formentlig stige, for den 1. marts næste år forhøjes afgiften.

Tinglysning af bolig har ellers været omfattet af et skattestop.

»De mange bolighandler til højere priser skæpper ekstra godt i statskassen i år. For et gennemsnitshus til ca. 2 mio. kr. har køberne bidraget med 13-14.000 kr. til statskassen for tinglysning af skødet,« siger boligmarkedsanalytiker i Home, Henrik Hauthorn Jensen.

Dertil kommer tinglysningsafgift for eventuelle lån, køber optager, og som overstiger det aktuelle pant i ejendommen. Der findes nemlig en variabel tinglysningsafgift på 1,45 pct. af hovedstolen. Men hvis der i forvejen er et pantebrev i ejendommen, sker der en modregning.

Hvis en bolig koster 2 mio. kr., og der er et pant for 2 mio. kr., skal man ikke betale afgiften. Koster boligen 2,5 mio. kr., skal man betale 1,45 pct. af de 500.000 kr. De øvrige tinglysningsafgifter slipper ingen for.

I forbindelse med aftalen om Finansloven for 2020 er regeringen og dens støttepartier blevet enige om at pristalsregulere tinglysningsafgiften hvert tredje år – med første stigning den 1. marts 2020.

»Boligkøberne bidrager i den grad allerede til statskassen, og afgiftsreguleringen kommer altså i halen på, at staten allerede har haft markant stigende indtægter på området i kraft af stigende priser og flere handler,« siger Henrik Hauthorn Jensen.

Tinglysningsafgiften på skødet i en bolighandel består af en fast del på 1.660 kr. plus en variabel del på 0,6 pct. af købesummen.

Det, der især batter, er, at priserne på de handlede boliger er steget betydeligt de seneste år.

Tal fra Boligsiden.dk viser, at der allerede nu er solgt boliger for 155 mia. kr. mod 147 mia. i samme periode sidste år. Værdien af de solgte boliger var langt lavere i 2011 – kun knap 60 mia. kr.

Stigende boligpriser

Så meget er boligpriserne steget det seneste år:

  • Salgspriserne på huse/ rækkehuse er på landsplan steget med 4,1 pct. siden sidste år.
  • Salgspriserne for ejerlejligheder er steget med 3,3 pct.
  • Sommerhusenes salgspriser er steget 6,2 pct. fra oktober 2019 til oktober i år.


Den samlede købssum er altså steget med 8 mia. kr. fra sidste år til i år, så når staten tager en andel på 0,6 pct., løber det op i en indtægt på over 930 mio. kr. i år mod ca. 882 mio. kr. i 2018.

Når alle årets bolighandler - inklusive dem i november og december – er talt op, forudser Home, at indtægterne fra tinglysning af skøder runder 1,2 mia. kr. i 2019.

Hertil kommer tinglysningsafgift på handel med andre boligtyper end huse, sommerhuse og lejligheder samt familiehandler, som har været i vækst de seneste år. Også tinglysning af lån skæpper godt i kassen.

Staten regner med at nå op på næsten 7 mia. kr. i indtægter fra tinglysning i 2019.

BRANCHENYT
Læs også