FDM dumper tre populære mikrobiler
Tre af VW-koncernens bredt solgte biler herhjemme skuffer fælt i ny sikkerhedstest, mener FDM.
Sikkerheden er slet ikke god nok i VW-koncernens populære mikrobiler VW Up, Skoda Citigo og Seat Mii.
Det mener FDM, efter at de tre bilmodeller er blevet testet af Euro NCAP. Sikkerheden i de tre biler er forældet, og derudover har VW-koncernen sparet bilernes nødbremse væk, hvilket ifølge FDM er »pinligt og skandaløst«.
»Bilerne har ganske vist fået vognbaneassistent og fartbegrænser som standard, men det ændrer ikke på, at sikkerheden samlet set er under det niveau, man bør kunne forvente,« siger FDM’s repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.
Alle tre bilmodeller får 3 ud af 5 stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest. Det er ikke så dårligt, at FDM direkte fraråder danskere at købe bilerne.
»Men omvendt er det heller ikke biler, vi vil anbefale,« siger Søren W. Rasmussen.
De tre Euro NCAP-stjerner betyder desuden, at bilerne mister deres sikkerhedsfradrag på 6.800 kr. Det er et fradrag, som udløses af fem Euro NCAP-stjerner.
VW Up, Skoda Citigo og Seat Mii har gennem mange år været nogle af de mest solgte biler i Danmark. Da bilerne blev testet i 2011, fik de maksimale fem Euro NCAP-stjerner.
Siden er sikkerhedskravene blevet væsentligt skrappere. Det kan i den grad aflæses i den nye test.
»Det er et faktum, at kravene i Euro NCAP’s tests er blevet markant skærpet i de seneste år. Derfor kan tre stjerner stadigvæk anses for at være et godt resultat for en bil i dette segment. Fra importørens side tilstræber vi altid, at de bilmodeller, vi tilbyder, er udstyret med det fra fabrikken højest mulige niveau af sikkerhedsudstyr,« skriver Volkswagen Danmark i en kommentar.
Det er ikke alle VW-koncernens biler, som ifølge FDM snubler i sikkerheden. Den nye 8. generation af VW Golf blev også testet og fik fem stjerner.
Det er et lovkrav, at alle nye bilmodeller skal igennem en række sikkerhedstests, før de kommer i handlen.
Men loven opstiller kun minimumskrav til bilernes sikkerhed. Derfor er det Euro NCAP’s mål at få bilproducenterne til at overgå disse minimumskrav.
Hver bil får mellem 1 og 5 stjerner, hvor 5 er den højeste karakter.

