Privatøkonomi

Her blev husene solgt dyrest og billigst i 2019

Det er ved at være sidste chance, hvis man drømmer om at runde 2019 af som nyslået husejer.

Tik tak, tik tak.

Det er ved at være sidste chance, hvis man drømmer om at runde 2019 af som nyslået husejer.

I år er der hidtil solgt godt 34.500 villaer og rækkehuse rundt om i landet, og nogle sågar til priser helt oppe i nærheden af 60.000 kroner pr. kvadratmeter.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

I den mest kostbare ende af prisbarometeret ligger de klassiske liebhaverkommuner Frederiksberg og Gentofte, hvor en kvadratmeter i gennemsnit koster henholdsvis 57.134 og 52.141 kroner.*

Også i København og Lyngby-Taarbæk Kommune har køberne haft den store pengepung fremme og spenderet mellem 40.000 og 43.000 kroner pr. kvadratmeter for husene i områderne.

Det svarer til, at et hus på 150 gennemsnitlige kvadratmeter i en af landets dyreste kommuner i år er handlet for mellem seks og knap 8,6 millioner kroner.

De dyreste bremser op

Det er på ingen måde en overraskelse for boligøkonom hos Jyske Bank, Mikkel Høegh, at det netop er de kommuner, der ligesom sidste år ligger i toppen over de højeste salgspriser.

- Det beviser, at de populære steder bliver ved med at være populære - og det er ikke lige sådan at rokke ved, siger Høegh til Boliga.dk.

Dog er huspriserne ikke steget så meget i de rigtig dyre kommuner, som de plejer;

- Nogle af de her områder er blevet ramt af de tiltag, der er blevet lavet i år for at styre væksten. Kredit-politikken og kravene til privatøkonomien er blevet strammere, så der er simpelthen færre, der har råd til at købe så dyrt. Det begrænser efterspørgslen, hvilket bremser prisstigningerne, siger Mikkel Høegh.

Det gør sig for eksempel gældende i Københavns Kommune, hvor huspriserne steg med otte procent mellem 2017 og 2018. I år er stigningen stort set lig nul.

Et bredere boligmarked

Nogle af de billigere kommuner har til gengæld oplevet en heftig stigning i priserne; for eksempel på Langeland, hvor den gennemsnitlige salgskvadratmeterpris er steget med over 17 procent; fra 5.362 kroner i 2018 til 6.292 kroner i 2019.

Det er dog ikke noget, der karakteriserer boligmarkedet 2019 som helhed, forklarer Mikkel Høegh:

- Tallene i de små kommuner, hvor der ikke bliver solgt så mange huse, er meget følsomme overfor for eksempel en enkelt god handel. Men generelt har 2019 været et år, hvor aktiviteten og prisstigningerne har spredt sig stille og roligt længere væk fra de største byer. Det er også det, vi formentlig kommer til at opleve i 2020: små stigninger spredt bredere ud over landet.

Årets billigste salgspriser finder man i Lolland og Tønder Kommune, hvor huskøberne i snit har givet 3.971 og 5.252 kroner for en kvadratmeter.

Hvilket altså svarer til, at et gennemsnitligt hus - som før på 150 kvadratmeter - er handlet for mellem 600.000 og små 800.000 kroner.

Se huspriserne i din kommune her

https://www.boliga.dk/statistikker/kvadratmeterpriser-kommuner?propertyType=1

*Boliga har udregnet de gennemsnitlige salgskvadratmeterpriser på villa og rækkehuse solgt i perioden 1. januar 2019 til 17. december 2019 fordelt på kommuner.

BRANCHENYT
Læs også