Privatøkonomi

Landets tredjestørste pensionsselskab efter godt investeringsår: Afkastet bliver lavere i fremtiden

Sampension kom igennem det forgangne år med det næstehøjeste afkast nogensinde målt i absolutte tal.

2019 bød på det næstehøjeste afkast i Sampensions historie. Foto: Dario Cantator, AP Photo/NYSE Euronext

Pensionsopsparerne skal indstille sig på et lavere afkast de kommende år. Sådan har det lydt i flere år og fra flere kanter, og meldingen går igen hos Sampension efter et 2019, der bød på et højt afkast.

»Især obligationer må nok forventes at give et meget lavt afkast som følge af det lave renteniveau,« udtaler Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension, i en pressemeddelelse.

Udmeldingen står i skærende kontrast til 2019, hvor Sampension hentede et afkast på 22,1 mia. kr. til sine medlemmer og kunder. Det er det næsthøjeste afkast i Sampensions historie.

For kunder med 30 år til pension og med en høj risikoprofil resulterede 2019 i et afkast på 20,5 pct. For kunder med samme tidshorisont til pension men med en lav risikoprofil lød afkastet på 12,8 pct.

År til pension302010
Lav risikoprofil12,8 pct.11,5 pct.8,2 pct.
Moderat risikoprofil17 pct.15,2 pct.10,7 pct.
Høj risikoprofil20,5 pct.18,5 pct.13,7 pct.

Ifølge Sampension har kunder og medlemmer de seneste tre år - afhængig af tid til pension og risikoprofil - fået mellem næsten 20 pct. og næsten 29 pct. i afkast.

»Det kan man vist godt være tilfreds med, især set i lyset af det foregående års ringe eller negative afkast over hele linjen,« lyder det fra Henrik Olejasz Larsen med henvisning til 2018, som bød på et af de dårligste afkast længe.

I 2019 er det især børsnoterede aktier, som har bidraget til det positive afkast i Sampension.

»Vi har også set flotte afkast på bl.a. alternative investeringer, og så har rentefald og vores investeringer i obligationer også sikret et positivt bidrag,« forklarer Henrik Olejasz Larsen.

En foreløbig opgørelse viser, at Sampension i 2019 hentede 22,3 pct. på børsnoterede aktier, 1,8 pct. for obligationer, mens alternative investeringer gav 6,2 pct.

BRANCHENYT
Læs også