86 danske teenagere betaler topskat
En lille gruppe unge mennesker kan pryde sig med en samlet indkomst på 77 mio. kr. – og det selvom dåbsattesten stadig siger teenager.
En gammel børnesang lyder »har du penge, så kan du få«. Og man må sige, at en helt særlig gruppe teenagere i dén grad kan få.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik tjener 86 personer i alderen 15-19 år nemlig næsten 1 mio. kr. om året i gennemsnit.
De 86 rigeste unge i aldersgruppen havde i 2018 en samlet indkomst på 77 mio. kr., hvilket giver dem en gennemsnitlig indtjening på 897.300 kr. samme år. Tallene fra Danmarks Statistik dækker udelukkende over indkomst. Det kan altså eksempelvis være løn, aktierenter og pengeoverførsler.
Ifølge Christoph Ellersgaard, der er adjunkt på CBS, lyder det vildt, men ikke usandsynligt.
»Når de er så unge, vil det være få af dem, der rent faktisk har haft tid til at gennemføre en uddannelse. Det må næsten være på baggrund af en virksomhed, de selv ejer eller har andel eller aktier i,« forklarer han.
Christoph Ellersgaard forsker og underviser bl.a. i magteliter og sociale lag. Han tilføjer, at det er de færreste, der kan nå så langt op i lønhierarkiet i en virksomhed, der ikke er deres forældres på så kort tid og uden en lang uddannelse.
Han nævner alligevel, at der vil være nogle unge, som har formået at skabe en formue helt selv, og at der er stor forskel på dem og de, der arver.
»Dem, der har arvet pengene, vil typisk måske være i forældrenes virksomheder eller have forældrenes netværk og derfor være meget mere traditionelle. De er en del af det værdisæt, der allerede er skabt,« siger han.
Med traditionelle mener Christoph Ellersgaard bl.a. at børnene højst sandsynligt vil gøre tingene, som deres forældre har gjort. Lede som forældrene har gjort det og føre forretningen videre, så den fortsætter med at vokse.
Entreprenører og iværksættere vil typisk ikke være lige så traditionelle, ifølge Christoph Ellersgaard. De tænker ofte anderledes og mere i udvikling end i vækst. Det er noget, der især kommer til udtryk i den ældre generation.
»Personer som Lars Seier eller Lars Larsen, der selv har startet noget fra bunden, adskiller sig en del fra dem, der enten er blevet ansat i en topstilling eller har arbejdet sig op i en virksomhed,« forklarer Christoph Ellersgaard.
Han noterer sig dog også, at der er en gråzone, hvor unge teenagere starter deres egen virksomhed med hjælp fra investeringer fra eksempelvis velhavende forældre.
Der findes flere eksempler på unge, danske teenagere, der på den ene eller anden måde er kommet til rigtig mange penge.
Søskendeparret Clara og Emil Hallundbæk blev milliardærer i den beskedne alder af hhv. 12 og 14 år, da de hver især blev overdraget 33 pct. af deres fars virksomhed, Welltec.
Iværksætteren Casper Blom startede som 12-årig webshoppen billigegolfbolde.dk, hvorfra han solgte brugte golfbolde, som han havde fisket op af søer. Han solgte senere virksomheden for et millionbeløb.