Privatøkonomi

Bankerne vil konkurrere med udbydere af kviklån

Der kan være store forskelle på hurtige lån - selv i bankerne.

Markedet for kviklån kan godt virke uoverskueligt. Der er bl.a. stor forskel på renteudgifterne. Arkivfoto: Joachim Adrian

»Online Privatlån kan bevilges på få minutter.«

Sådan beskriver Nordea sit såkaldte Online Privatlån i orienteringsmateriale til sine kunder.

De kan låne op til 100.000 kr. med otte år som maksimal løbetid. Til gengæld lover Nordea at behandle låneansøgningen inden for 24 timer.

Og at der er tale om et rent forbrugslån, understreges sådan: »Du skal ikke stille sikkerhed for lånet. Lånet er til dig, som ønsker at ansøge hurtigt og online.«

Også Coop Bank og Bank Norwegian er på markedet for hurtige lån.

Renten på Nordeas online-lån er 9,95 pct. Der er en bevillingsprovision på 2 pct. og et dokumentgebyr på 800 kr.

Så de årlige omkostninger i pct. (ÅOP) ender på 13,2 pct. Hvis man betaler et lån på 30.000 kr. tilbage i løbet af fire år, får man en ydelse på knap 800 kr. om måneden.

Det kan gøres billigere, men også dyrere. Det skyldes, at mange banker og kreditselskaber har flere rentesatser.

I Coop Bank kommer man til at betale mellem 6,95 og 12,95 pct. i rente. Laveste månedlige ydelse på et lån på 30.000 kr. er 741 kr. Højeste ydelse er 829 kr.

Samme billede gør sig gældende hos Bank Norwegian, men her er det langt mere udtalt. Laveste rente er 6,99 pct., mens højeste rente er helt oppe på 22,99 pct.

Dermed bliver laveste ydelse på samme lån som i Coop og Nordea 737 kr. om måneden. Højeste ydelse er 980 kr.

Det er i høj grad unge, der optager de noget dyrere kviklån. Men er man mellem 18 og 28 år, kan man gøre det billigere. I Nordea tilbyder man den aldersgruppe en rente på blot 7 pct., hvis der er tale om et forbrugslån.

Samme billede ses i andre banker, fordi de unge er attraktive kunder.

Hvis man optager et lån via internettet, har man 14 dages fortrydelsesret.

BRANCHENYT
Læs også