Privatøkonomi

Forskellen mellem flekslån og lån med fast rente smuldrer

Det pludselige rentefald gør det optimalt at lægge boliglån om.

De 30-årige boliglån med fast rente er nu så billige, at de er tæt på at udkonkurrere flekslånene.

Der er auktion over flekslån i disse dage, og selv om renten er trykket i bund, kan det ikke hamle op med de faste renter.

Den månedlige ydelse på et 0,5 pct.-lån med afdrag på 1 mio. kr. er 3.720 kr. efter skat. Det er kun 20 kr. mere end et F5-lån.

Forskellen er større på afdragsfrie lån. 0,5 pct.-lånet koster 1.030 kr. om måneden - et F5-lån koster 560 kr.

Det er uroen på de finansielle markeder efter coronavirussen, der har presset de lange renter helt i bund. Kursen på obligationen bag 0,5 pct.-lånet med afdrag har netop rundet 97. Er lånet uden afdrag, er kursen omkring 96,3.

Det pludselige rentefald er optimalt for boligejere, der stadig har et 2 pct.-lån i deres bolig. Ca. 65.000 Totalkredit-kunder har en restgæld af en størrelse, som gør det potentielt fordelagtigt at lægge om, mener chefanalytiker i Nykredit, Sune Malthe-Thagaard.

Restgælden skal være over 500.000 kr., før det giver mening at lægge om. Restgælden på de lån, der med fordel kan lægges om, er i gennemsnit 1,3 mio. kr.

»Jo højere restgælden er på lånet, desto mere fordelagtigt er det at lægge om isoleret set. En gennemsnitlig boligejer vil altså få mere ud af omlægningen end beregningen giver indtryk af,« siger Sune Malthe-Thagaard.

Han understreger, at man skal tænke sig ekstra godt om før en omlægning, hvis man har aktuelle planer om at flytte.

Alle boligejere oplever i det hele taget en sand rentefest i øjeblikket. Realkredit Danmark har indledt en stor auktion over obligationerne bag flekslånene, og de foreløbige resultater tegner lovende.

Halvdelen af auktionen er overstået for F1-lånenes vedkommende, og F1-renten er -0,25 pct. Investorerne står stadig i kø for at købe fleksobligationer. Tirsdag var der bud for ca. 21,7 mia. kr. efter F1-obligationerne, som der kun skulle sælges for 6 mia. kr. af.

Der er udsigt til de laveste renter på en aprilauktion nogensinde. Det er dog ikke bundrekord, hvis man ser på alle auktionerne, som foregår flere gange om året. Rekorden fra 2019 står fast med en F1-rente tæt på -0,4 pct. og en F5-rente på -0,55 pct.

De endelige rentesatser kendes først, når auktionen slutter i løbet af ugen. Men mønstret fra tidligere viser, at rentesatserne ikke ændrer sig ret meget på de sidste dage af en auktion.

De nye renter gælder fra 1. april.

BRANCHENYT
Læs også