Privatøkonomi

Prisfesten på sommerhuse fortsætter for fuld styrke

Der er nu den højeste kvadratmeter pris nogensinde på sommerhuse og ejerlejligheder.

Det har været en god forretning at eje et sommerhus de seneste fem år. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

Selv ikke en dyngvåd vinter med gråt hav og mørk himmel kan holde sommerhuskøberne væk.

I løbet af vinteren er priserne på sommerhuse steget mere end på noget andet tidspunkt de seneste 10 år, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Kvadratmeterprisen på et gennemsnitshus er nu på 16.793 kr. Det er det højeste niveau i de 10 år, Boligsiden har registreret priserne og 24 pct. højere end i februar for fem år siden. Der var dengang, det store rentefald tog til.

Er sommerhus på 75 kvm er således blevet små 250.000 kr. mere værd siden februar 2015.

»Ud over de åbenlyse fordele, der er ved at have et sommerhus at holde weekend og ferie i, viser tallene, at et sommerhuskøb også er forbundet med god økonomi. Den kombination har køberne fået øje på,« mener kommunikationsdirektør for Boligsiden Birgit Daetz.

Hun betegner det som atypisk, at priserne på sommerhuse stiger i løbet af vinteren. De seneste år har man ellers altid kunnet regne med, at priserne begyndte at falde omkring oktober-november og stige igen i april-maj.

»Der har været opbrud på sommerhusmarkedet. Der har været flere handler som følge af lav rente og opsving i økonomien, men også de gode danske somre og klimadagsordenen har overbevist flere danskere om at købe sommerhus og holde flere ferier i Danmark,« siger Birgit Daetz.

Det er dog ikke kun sommerhuspriserne, der stiger. Det gør priserne på ejerlejligheder også. Alene den seneste måned er prisen steget 0,7 pct. til 28.544 kr. per kvm. Det er den højeste pris nogensinde.

»Februar var generelt en rigtig god måned på boligmarkedet,« siger Birgit Daetz.

Mens priserne på sommerhuse og lejligheder er steget, er kvadratmeterprisen på huse i februar lidt lavere end i januar, men stadig lidt under 5 pct. højere end i februar sidste år.

BRANCHENYT
Læs også