Corona-etikette: Kan man bede folk om at gå længere væk?

Vores adfærd ændrer sig i disse uger. Men hvad gør man, hvis man stadig gerne vil holde på formerne? Hvad er takt og tone, når man ikke længere giver hånd, eller hvis man føler sig utilpas ved, at en anden person står for tæt på?

Inge Correll er ekspert i etikette og bl.a. forfatter til ”Takt og nye toner”, en moderne udgave af Emma Gads ”Takt og tone”.

»Det er sjovt, du spørger,« siger hun over telefonen »for jeg har lige været udsat for en kvinde, der puffede lidt ind i mig og kom for tæt på, da jeg var ude at handle. Jeg sagde: ”Åh, ved du hvad? Jeg vil så gerne passe på mig selv og andre i disse coronatider”, og det var fint. Det er vigtigt at sige det med et smil. Det nytter ikke at sige det hårdt,« mener Correll, som også foreslår at påpege den særlig tid, hvis nogen lægger an til et knus eller håndtryk:

»Det kan godt være en lidt vanskelig situation. Men så må man – igen med et smil – sige: ”Det venter vi med, til coronaen er overstået”.«

I stedet skal man finde alternative hilseformer. Hendes egen version er at holde højre hånd på hjertet, bukke pænt og smile.

»Hilsemåden er lidt min egen opfindelse. Når der afspilles nationalsange i udlandet, holder mange hånden op til hjertet. Det er en fin gestus, og jeg vil gerne være venlig og imødekommende,« fortæller Correll.

Selv om hun føler sig som én på 28, så er hun 81 år. Og hvordan skal man egentlig håndtere kontakten til de ældre? Skal man spørge, om de vil have besøg, eller risikerer man så, at de føler sig pressede til, at der kommer visit?

»I min alder vil jeg sige, at hvis folk har været syge eller har en kronisk sygdom, så lader man dem være i fred, for man ved jo, at der er en risiko. Og de ældre, som gerne vil have besøg, de må også selv tage initiativ og sige: ”Kommer du ikke over til en kop te eller en drink?”,« lyder det fra Inge Correll, der ikke selv holder sig isoleret, men har skruet ned for kropskontakten. Også til familien.

Hun husker at forklare den ændrede adfærd, så ingen undrer sig.

»Når jeg selv skal over at besøge mine børnebørn, som er 8 og 10 år, har jeg på forhånd forklaret dem i telefonen, at de ikke får noget stort knus af mig, før alt det her er overstået.«

Netop telefonsamtaler kan måske få et comeback med coronaen. Mange unge taler i dag kun sjældent i telefon med deres venner, men skriver i stedet og mødes så fysisk. Samværet besværliggøres nu af lukkede biografer, skoler, caféer, fitnesscenter og diskoteker osv. Og her kan telefonsamtalen komme ind i billedet til en kærkommen forandring, mener Corell:

»Telefonsnak har absolut været aftagende. De unge sender sms’er og mails. Jeg føler, at det er en mig-tid, hvor ”jeg sender en sms, når det passer mig”, og det er lidt trist.«

Hun er ikke corona-”tilhænger”, men ser dog også et andet lyspunkt ved situationen.

»Det er meget sundt, at vi som en forkælet befolkning gennemlever det her og finder ud af, at det ikke er mælk og honning alt sammen,« siger Inge Correll.

Møgfald for ikke at hilse

Blandt de første danskere til at ændre vaner på grund af corona var Rasmus Ursin Knudsen, der er chef for restauranten og baren Bang & Jensen på Vesterbro i København. På grund af sit arbejde har han altid gået ekstra meget op i hygiejne og stoppede allerede for godt to uger siden med håndtryk. Det medførte en scene i fødevaregrossisten Inco, hvor han mødte en, han kendte:

»Han ville give mig hånden. Jeg ville ikke og forsøgte at komme ud af situationen og lave lidt sjov med det, men det lykkedes ikke, og det endte med, at han blev vred på mig. Han råbte efter mig. Og det var på italiensk, så det lød endnu mere dramatisk.«

I dag er mange stoppet med at give hånd, og det medfører nok ikke skældud længere. Men det ændrer ikke på, at det kan være akavet, for der er stor, menneskelig symbolik i et håndtryk.

»Når man hilser og strækker hånden frem, er det en anerkendelse af den anden som et ligeværdigt individ,« forklarer forfatter, historiker og foredragsholder Pia Fris Laneth, som for to år siden udgav bogen”Takt og tone til tiden” sammen med fhv. kulturminister Jytte Hilden.

Pia Fris Laneth fortæller, at det på Emma Gads tid for 100 år siden var upassende for en mand at række hånden til en fremmed kvinde.

»Men der skete en demokratisering i det 19. århundrede. Nu giver mænd og kvinder og direktører og arbejdere hånd til hinanden. Det er blevet en del af den erklærede danskhed med et håndtryk,« lyder det.

I dag kan man som bekendt ikke længere blive dansk statsborger uden at give hånd.

Pia Fris Laneth er selv tilhænger af håndtrykket, selv om hun færdes »i det kindkyssende København«, hvor der er mange kram og knus. Hun har endnu ikke fundet et corona-alternativ til at give hånd, men har både set folk gøre som i Asien, hvor de holder hænderne foran sig med håndfladerne mod hinanden (lidt som en bøn), og folk der slår hofterne sidelæns sammen.

»For mig kommer det an på, hvem det er. Det kan være, at jeg bukker lidt og holder armene ud. Hvis det ikke var gået fuldstændigt af mode, var det lige før, at man skulle neje, men det er bare så underdanigt,« griner hun.

Øv fire-fem sætninger

Nogle af de potentielt akavede corona-situationer kan man forberede sig på.

»Folk vil meget tit komme til at stå for tæt på en. Ikke af ond vilje, men af ubetænksomhed. Man kan øve sig på fire-fem sætninger, man kan sige med et smil i sådan en situation. Man kan eksempelvis henvise til vores statsminister og sige, at det er vigtigt, at vi står sammen i de her coronatider – men med god afstand mellem os,« foreslår Pia Fris Laneth.

Takt og tone handler også om situationsfornemmelse. Det gælder eksempelvis i spørgsmålet om, hvorvidt man skal besøge gamle mennesker. Ring og spørg dem, anbefaler hun.

»Og så bliver man nødt til at bruge sin følsomhed til at høre efter, hvad de har lyst til, så man ikke tramper ind over folks grænser.«

Følsomhed er nemlig også takt og tone. Og det samme er nærhed. Pia Fris Laneth foreslår at tale sammen via videoopkald så som Facetime, nu da mange har en mere isoleret hverdag.

»Min mand arbejdede i Afrika i fem år, og da brugte vi det. Hvis man fører en samtale over Facetime, giver man den anden sin fulde opmærksomhed, og det er sjældent i en tid, hvor man tit har gang i mange elektriske apparater på én gang. Jeg vil sige, at det er en kærkommen lejlighed til at forbedre den del af takt og tone, der handler om at give et andet menneske sit fulde nærvær,« siger forfatteren, som slutter af med at opfordre til god opførsel i butikkerne:

»Når man står nede i supermarkedet og kan se, at der kun er fire liter mælk tilbage, nøjes man med at tage én!«

Hav en god dag

Tilbage ved Bang & Jensen på Vesterbro står leder Rasmus Ursin Knudsen ude på fortrappen. På døren opfordrer et skilt til at holde afstand. En stamkunde går ud, siger farvel og klapper ham på skulderen.

»Hov, hov, vi rører ikke ved hinanden!« udbryder Rasmus Ursin Knudsen.

»Jeg har sprittet af,« svarer kunden og går videre.

En kvindelig cyklist standser på gaden.

»Er I stadigt åbne?«, spørger hun.

»Ja, men vi er lavet om til en kaffebar. Vi lukker kl. 18.«

Samtidig er hvert andet bord fjernet, menukortene er blevet laminerede, så de også kan afsprittes, og de festlige aftener på stedet er slut.

»Fulde mennesker kan godt have svært ved at holde afstand,« siger Rasmus Ursin Knudsen og forklarer, hvorfor der ikke er lukket helt.

»Det er to forskellige hensyn, som skal balanceres. For det første skal vi medvirke til at forhindre, at smitten breder sig. For det andet skal økonomien ikke gå helt i stå. Men det er gået meget ned. Vi tjener kun en femtedel af, hvad vi skal,« siger han og fortæller, at flere ansatte har tilbudt at vente med at få udbetalt deres løn, mens en har tilbudt, at arbejdspladsen kan låne hendes opsparing.

»Det sagde jeg naturligvis nej til, men det siger noget om, at folk også holder sammen,« siger han.

En af bartenderne, Iben Vind, har også lagt mærke til større menneskelig varme.

»Det der med, at man for eksempel siger ”god dag” eller ”ha’ det godt”, betyder mere nu. Der ligger noget mere i det,« siger hun.

I baren plejer bartenderne at smutte rundt om hinanden, men det kan de ikke længere på grund af sikkerhedsafstanden, så den ene må bakke ud, hvis man skal passere. Hun holder selv afstand, også til JP’s journalist. Hvis nogen stod for tæt på, ville Iben Vinds løsning være selv at træde et skridt væk.

»Det ville de nok tage som et tegn på, at jeg gerne ville have afstand,« siger hun, før interviewet slutter.

Jyllands-Posten siger farvel – uden at give hånd – og fra Iben Vind lyder det:

»Ha’ det godt!«