Privatøkonomi

Skattefinte ved hushandler: Men du skal selv finde den

Man kan få rabat på ejendomsværdiskatten, når man køber eller sælger bolig.

Der er i høj grad grund til at tjekke skattereglerne, når man flytter. Arkivfoto: Lærke Posselt

Langt fra alle skattelettelser og fradrag kommer automatisk. Det er opkrævning af ejendomsværdiskat et eksempel på.

Køber eller sælger man en bolig, kan man få rabat på ejendomsværdiskatten, men man skal selv opdage det og oplyse skattemyndighederne om det, advarer revisionsselskabet BDO.

På årsopgørelsen bliver man automatisk opkrævet ejendomsværdiskat fra og med overtagelsesdagen af en bolig ved køb og frem til overtagelsesdagen ved salg. Ofte kan man slippe billigere, hvis man flytter ind senere eller ud før.

Og der kan være tale om ganske store beløb - ikke mindst for de dyrere boliger. Satsen for ejendomsværdiskat er 1 pct., hvis vurderingen af boligen er 3.040.000 kr. eller derunder.

Vurderes boligen højere end det, er satsen hele 3 pct.

For et nyere hus med en offentlig vurdering på 2.500.000 kr. udgør skatten derfor normalt et beløb på 25.000 kr. årligt, oplyser BDO. Ejendomsværdiskatten opkræves som en del af de personlige skatter og kan derfor ses både i forskudsopgørelsen og årsopgørelsen.

Det er overtagelsesdagen, der afgør, hvornår beregningen af ejendomsværdiskatten starter og slutter.

»Når det gælder parcelhuse og ejerlejligheder – ikke sommerhuse – skal der imidlertid normalt kun betales ejendomsværdiskat for den periode, hvor ejeren rent faktisk bor i huset eller lejligheden,« oplyser Jens Christian Obel, der er skattechef i BDO.

Hvis ind- eller udflytningen reelt ikke sker på overtagelsesdagen, kan ejeren blive fritaget for ejendomsværdiskat i den periode, hvor vedkommende ikke har boet i ejendommen.

»Det kræver, at ejeren selv indberetter ind- og/eller udflytningsdatoen. Det skal i givet fald ske ved udfyldelse af rubrik 189 på årsopgørelsen eller felt 767 på forskudsopgørelsen,« lyder den kontante besked fra Jens Christian Obel.

Reglerne bliver lidt mere mudrede, hvis man flytter ind væsentligt senere end overtagelsesdatoen. Så afhænger skattefritagelsen af, om boligen reelt er beboelig. Er den det, kan man som udgangspunkt ikke slippe for skatten.

Man kan dog slippe, hvis den nye bolig gennemgår en gennemgribende renovering og dermed ikke har været til at bo i.

BRANCHENYT
Læs også