Serier

Investeringsforeninger: Risikoen stemmer ikke nødvendigvis overens med varedeklarationen

I investeringsfonde inden for samme kategorier er risikoen vidt forskellig. Ofte bliver det først tydeligt, når det er for sent.

Corona rammer verden
Nikolaj Holdt Mikkelsen, uafhængig investeringsrådgiver

Corona rammer på mange fronter og blandt dem finansmarkederne. Fra slutningen af februar og en måned frem tog finansmarkederne en gevaldig rutsjetur ned, og farten ned steg i takt med risikoen. Siden er det heldigvis gået stærkt op igen og faktisk så meget, at danske aktier næsten er i plus for hele året.

Ikke alle aktivklasser er lige så heldige, men udviklingen minder os om, at der er risiko forbundet med investering. Der har været lettere turbulens undervejs, men ellers skal vi tilbage til gældskrisen og finanskrisen for finde tab i samme niveau eller større. Det betyder, at mange kan se tilbage på flotte afkast, og når det kun går en vej – og det er op – glider risikoen nemt i glemmebogen.

Seneste udvikling er ingen undtagelse og viste med tydelighed sammenhængen mellem forventet afkast og risiko. Da det stod værst til, var statsobligationer fra veludviklede lande blandt dem, som klarede sig bedst. Realkreditobligationer blev derimod ramt og faldt, men mindre end virksomhedsobligationer, og værst gik det aktier, private equity og lignende aktivklasser med høj risiko. Hver aktivklasse udtrykker et risikoniveau, både relativt til andre aktivklasser og det forventede tab, hvis udviklingen ikke forløber som forventet.

Investerer man i investeringsfonde, afspejler udviklingen den underliggende aktivklasse. Fonde med statsobligationer klarede sig bedre end fonde med virksomhedsobligationer, som igen præsterede bedre end aktiefonde osv.

Tilsvarende vil man forvente, at investeringsfonde inden for samme aktivklasse, f.eks. globale aktier, danske aktier eller virksomhedsobligationer, præsterer nogenlunde ens. Nogle klarer sig naturligvis bedre end andre, men ikke desto mindre vil mange antage, at investeringsfondene ligger inden for et rimelig interval.

Mindre og konjunkturfølsomme aktier er særligt hårdt ramt af corona, hvorimod betingelserne er langt bedre under den nuværende sundhedskrise for stabile aktier som sundheds- og medicinalaktier.

Nikolaj Holdt Mikkelsen, uafhængig investeringsrådgiver

Et tilbageblik på udviklingen hen over coronakrisen viser et noget anderledes billede. Af Finans Danmarks hjemmeside fremgår det f.eks., at kurstabet i investeringsfonde med fokus på danske aktier i gennemsnit er 16,1 pct. i år opgjort ved udgangen af marts, som er nyeste afkasttal.

Men bag gennemsnittet gemmer sig en spredning på hele 21,4 pct. point for afkastet i år. Bedste præstation er -9,2 pct., mens dårligste afkast er intet mindre end -30,6 pct. Det er en voldsom variation i afkastet og dermed risikoniveauet i det, som mange nok anser som en og samme aktivklasse, nemlig danske aktier.

Årsagen til variationen er sammensætningen af det danske aktiemarked. Aktierne er nemlig langt fra ens, og præsterer forskelligt alt efter, hvilket økonomiske scenarie vi befinder os i og som venter forude. Mindre og konjunkturfølsomme aktier er særligt hårdt ramt af corona, hvorimod betingelserne er langt bedre under den nuværende sundhedskrise for stabile aktier som sundheds- og medicinalaktier.

Standardafvigelsen, en målestok for risikoen, er også 50 pct. højere i de mest risikofyldte fonde sammenlignet med dem med mindst risiko.

Mere broget bliver det blandt såkaldte blandede fonde. De investerer i forskellige aktivklasser, dvs. både aktier og obligationer, og herunder er en endnu bredere pallette af forskellige aktiver.

Blandede fonde kategoriseres typisk efter aktieandelen. F.eks. klassificerer Morningstar fonde med færre end 35 pct. aktier som lav risiko. Herover og op til 65 pct. er moderat risiko, og blandede fonde med aktieandele over 65 pct. kategoriseres som høj risiko.

Data fra Finans Danmarks hjemmeside viser, at blandede fonde med lav risiko i snit tabte 7,0 pct. i 1. kvartal. Bedst gik det Investin Demetra med tab på beskedne 1,0 pct., mens Formuepleje Pensionplanner Stabil tabte hele 17,8 pct. Sidstnævnte er betydeligt i betragtning af kategoriseringen som lav risiko, og standardafvigelsen er da også mere end 200 pct. højere end kategoriens laveste.

Hvis det ikke var for to andre fonde fra Formuepleje ville standardafvigelsen i denne Formuepleje-fond være størst i Finans Danmarks kategori for blandede fonde med moderat risiko. Så den reelle risiko minder mere om moderat risiko og måske endda i den høje ende i denne kategori. Superærgerligt for investorer, der køber sådanne fonde med forventning om begrænsede kurstab, hvis der kommer malurt i bægeret, og når malurten så dukker op, viser den reelle risiko sig helt anderledes høj.

Tilsvarende er der blandede fonde i kategorien med moderat risiko, som måske i virkeligheden burde omkategoriseres til lavere risiko. Det er naturligvis ærgerligt at gå glip af afkast fordi den reelle risiko i den valgte fond er lavere end det, som kategorien giver udtryk for.

Årsagen til disse markante afvigelser inden for samme kategoriseringer er, at fondene langt fra investerer ens. Dels vil det betydelige råderum i aktieeksponeringen inden for kategorierne give plads til variationer i afkastet. Men også i de underliggende aktivklasser er der mulighed for store udskejelser. Obligationer er nemlig ikke ens, og når det for alvor brænder på, er det ikke helt uvæsentligt om obligationerne er danske statsobligationer eller virksomhedsobligationer med lav kreditkvalitet. Det har afkastudviklingen i disse corona-tider i høj grad vist.

Det er forskelle som disse i fondenes porteføljer, der er udslagsgivende for afkastet og ikke mindst risikoen. Det bør man være opmærksom på som investor. Og den store fleksibilitet i blandede fonde betyder, at risikoen ikke altid er som forventet.

Læs også
Top job