Fortsæt til indhold

De samme data fik markedet til at stige mandag og falde tirsdag: »Det er et meget godt bevis på, at markedet famler«

Markedet kan i den kommende tid blive sendt op eller ned på baggrund af nyheder fra den medicinske verden, lyder vurderingen.

Privatøkonomi

Et nyt fænomen er dukket op på aktiemarkedet under coronakrisen. Resultater fra medicinalverdenen rykker nemlig ikke længere kun aktiekursen i det enkelte selskab. De er også begyndt at sende det brede aktiemarked op og ned.

Og de samme resultater kan både få aktiemarkedet til at gå den ene og den anden vej.

Det blev der sat en tyk streg under, efter at biotekselskabet Moderna, som er ved at udvikle en vaccine mod den nye coronavirus, mandag i sidste uge offentliggjorde resultater fra et såkaldt fase 1-studie. Et studie med 45 personer.

Moderna betegnede resultaterne som "positive". Investorerne tog ordene til sig og sendte Moderna-aktien op med næsten 20 pct. Nyheden fik samtidig det ledende amerikanske aktieindeks, S&P 500, til at stige med mere end 3 pct.

»De første overskrifter lød, at der var tale om et gennembrud,« siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i pensionsselskabet PFA.

Den positive stemning på aktiemarkedet som følge af resultaterne fra Moderna varede ved dagen efter, hvor S&P 500-indekset det meste af dagen lå til at slutte med en endnu en stigning.

Men pludselig vendte udviklingen. Markedet dykkede kraftigt. Det fik bl.a. Wall Street-veteranen Helene Meisler, som bl.a. er kendt for at lave diverse kursgrafer i hånden, til at undre sig over, hvad der havde udløst faldet.

Svaret skulle findes hos mediet Stat, der bl.a. dækker sundheds- og medicinalbranchen. I artiklen med overskriften "Vaccine experts say Moderna didn’t produce data critical to assessing Covid-19 vaccine" blev der sået tvivl om, hvad man egentlig kunne bruge resultaterne fra fase 1-studiet til.

Artiklen resulterede i, at S&P 500-indekset sluttede tirsdagen med et fald på ca. 1 pct.

»Det er et eksempel på buy the rumor, sell the fact. Vores håb er, at der kommer en vaccine, da det vil være en game changer. Kommer vaccinen, kan vi åbne samfundet helt op igen. Lige nu lever vi med frygten for en bølge nummer to, som vi ser det i nogle af de kinesiske provinser, hvor der er blevet lukket ned igen,« siger Tine Choi Danielsen.

»Jeg tror, at vi tager alle de godbidder fra den front, selv om vi ved, at der nok kommer til at gå et år, inden vaccinen kommer. Vi hiver fat i hvert halmstrå, fordi det er et skridt i den rigtige retning,« siger Tine Choi Danielsen.

I Danske Bank ser chefstrateg Henrik Drusebjerg eksempler på, at markedet i øjeblikket ikke kan styre efter to af de normale pejlemærker som økonomiske nøgletal og forventninger fra selskaberne.

»Det er et meget godt bevis på, at markedet famler. De normale ting, som markedet styrer efter, er ubrugelige i øjeblikket. Derfor har investorerne lænet sig op ad nyheder om sygdommen og samtidig haft et kraftigt fokus på hjælp fra centralbankerne og finanspolitiske stimuli,« siger han.

Hverken i PFA eller Danske Bank kan chefstrategerne komme i tanke om eksempler, hvor data omhandlende et forsøg med 45 personer har rykket markedet.

»Det eneste jeg kan komme i tanke om er en fat finger (hvor en handel bliver gennemført på baggrund af forkerte indtastede ordrer, red.) og så Donald Trump,« siger Henrik Drusebjerg.

De normale ting, som markedet styrer efter, er ubrugelige i øjeblikket.
Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Danske Bank

I Danske Bank og PFA er man dog enige om, at det formentlig ikke er sidste gang under coronakrisen, at der sker noget lignende.

»Der vil formentlig komme flere af denne slags spikes i forbindelse med, at der sker ting inden for forskningen,« siger Tine Choi Danielsen.

Artiklens emner
Moderna
PFA Pension