Privatøkonomi

Her er det blevet nemmere at få råd til at købe hus

De seneste syv år har den generelle lønudvikling kunnet holde trit med prisudviklingen på boligmarkedet.

Foto: Jonathan Bjerg Myller Foto: Jonathan Bjerg Møller

Det er de seneste syv år blevet nemmere at få råd til en bolig i langt de fleste dele af landet. I 87 af landets 98 kommuner er den indkomst, det kræver for at kunne købe en bolig, nemlig steget langsommere end den generelle lønudvikling.

Dermed har der været tale om et fald i Finans Danmarks såkaldte boligbyrdemodel, viser beregninger fra brancheforeningen.

»Det kræver en højere indkomst at købe hus end for blot syv år siden, men det er interessant, at lønudviklingen - selv om den har været lav - har kunnet holde trit med prisudviklingen,« siger Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

Den vigtigste faktor i forhold til indkomstkravet er boligpriserne. På landsplan krævede det i slutningen af 2012 en indkomst før skat og efter pension på 685.000 kr. for, at man kunne leve op til det anbefalede rådighedsbeløb fra Finanstilsynet.

I 2019 lød beløbet på 741.000 kr. Altså en stigning på 8,2 pct.

Men i samme periode er lønudviklingen steget med 12,5 pct., viser beregningerne fra Finans Danmark, og det har altså resulteret i, at det er blevet nemmere at købe en bolig i denne periode.

Beløbet er beregnet på baggrund af en familie bestående af to voksne og to børn, og det tager bl.a. højde for ting som børnepasning osv. i forhold til at kunne købe et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter.

Mens det på landsplan og i langt de fleste af landets kommuner er blevet nemmere at købe en bolig, er tendensen den stik modsatte i og omkring København.

I f.eks. København Kommune, Frederiksberg Kommune og Gentofte Kommune er udviklingen i indkomstkravet nemlig løbet fra lønudviklingen. Dermed er boligbyrden steget i disse kommuner.

»Det overrasker mig, at det er så få steder i landet, hvor lønudviklingen ikke har kunnet holde trit med prisudviklingen. Men det er en positiv nyhed,« siger Ane Arnth Jensen.

Hvordan boligbyrden vil udvikle sig fremadrettet, er Ane Arnth Jensen varsom med at give et bud på.

Der er en udbredt forventning om, at der vil være lave renter så langt øjet rækker. Måske kommer der en lille reaktion på priserne pga. coronakrisen, og det kan være, at indkomsten udvikler sig langsommere, så det er vanskeligt at sige, hvor det ender, for det er som koldt og varmt vand, der løber sammen, og så er det svært at forudsige temperaturen « siger hun.

BRANCHENYT
Læs også