Privatøkonomi

Nye rejsevejledninger: Portugal og dele af Sverige frarådes som destination

Storbritannien og Portugal kommer ikke med på listen over lande, danskerne anbefales som destination fra lørdag.

Spanien er et af de lande, vi kan rejse til efter d. 27. juni. Foto: Jon Nazca/Ritzau Scanpix

Udenrigsministeriet åbner grænser og lemper rejsevejledninger for næsten alle EU- og Schengen-lande. Status ændres fra lørdag.

Grænsen vil dog fortsat være lukket for turistrejser til Portugal, dele af Sverige og fire andre udvalgte lande samt turisttrafik den anden vej fra de samme lande.

Storbritannien vil også fortsat være på listen over lande, der frarådes rejser til. Det britiske medie The Telegraph har dog tidligere torsdag skrevet, at de britiske myndigheder angiveligt forhandler med de danske kolleger om en aftale for gensidige tilladte rejser.

Den nye liste fra Udenrigsministeriet er blandt andet baseret på en opgørelse fra Statens Serum Institut over smittegraden i de forskellige lande.

De seks orange europæiske lande

Det er disse seks europæiske lande, der fortsat bliver frarådet alle ikke-nødvendige rejser til for nuværende:

  • Portugal
  • Storbritannien samt Nordirland
  • Dele af Sverige
  • Rumænien
  • Irland
  • Malta

De nævnte lande vil fortsat være farvet orange på Udenrigsministeriets kort over rejsevejledninger.

Således lyder Udenrigsministeriets beskrivelse af en orange rejsevejledning:

»Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da risiciene forbundet med rejser til disse steder er alvorlige. Hvis du kommer hjem fra et orange område, opfordres du til at blive hjemme i 14 dage.«

For alle EU- og Schengen-lande, der ikke er nævnt på listen, gælder det nu, at turistrejser vil være tilladt fra på lørdag.

Udenrigsminister Jeppe Kofod præsenterede de nye vejledninger torsdag eftermiddag og opfordrede til fortsat agtpågivenhed.

»Vi vil se lokale udbrud. Vi skal være enormt forsigtige,« lød det fra udenrigsministeren.

De konkrete rejsevejledninger for hvert enkelt land vil først kunne ses på Udenrigsministeriets hjemmeside fredag.

»I dag er en god dag. Dagens lempelser af rejsevejledningen viser, at både Danmark og det meste af Europa står et betydeligt bedre sted, end vi havde turdet håbe på for bare kort tid siden. Men det nye rejsevejledningskort viser også ret klart, hvor broget situationen stadig er. Der er stadig lommer med et højt antal nye smittede, og der er stadig lande med indrejsebegrænsninger. Europa er ikke ovre coronakrisen endnu, og det er vigtigt, at man tager sig sine forholdsregler og følger sundheds- og hygiejneråd på rejsen,« lyder det fra Jeppe Kofod i en pressemeddelelse om opdateringen.

De gule europæiske lande

Tyskland, Norge og Island var i forvejen ændret til gul status i rejsevejledningerne.

Fra lørdag vil listen være kraftigt udvidet til følgende lande:

  • Østrig
  • Belgien
  • Bulgarien
  • Kroatien
  • Cypern
  • Tjekkiet
  • Estland
  • Finland
  • Frankrig
  • Tyskland
  • Grækenland
  • Ungarn
  • Island
  • Italien
  • Letland
  • Liechtenstein
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Nederlandene
  • Norge
  • Polen
  • Slovakiet
  • Slovenien
  • Spanien
  • Schweiz

Således lyder Udenrigsministeriets beskrivelse af en gul rejsevejledning:

»Hvis dit rejsemål er gult, skal du være opmærksom på din personlige sikkerhed og huske at holde dig opdateret.«

Liste opdateres torsdag

Den liste fra Statens Serum Institut, som Udenrigsministeriet bruger til at udforme de nye vejledninger, vil fremover blive opdateret hver torsdag eftermiddag. Derefter opdaterer Udenrigsministeriet dets rejsevejledninger senere samme dag.

Udover smittetallene forholder Udenrigsministeriet sig også til indrejserestriktioner og karantæneregler, når listen bliver opdateret. Derfor kan et land godt forblive orange på Udenrigsministeriets liste, selv hvis Statens Serum Institut melder god for smitteudviklingen. Det er blandt andet tilfældet for både Irland og Storbritannien på torsdagens liste.

For alle lande uden for EU og Schengen-samarbejdet gælder det fortsat, at myndighederne fraråder alle ikke-nødvendige rejser. Men der kan også snart være nyt på denne front.

Nordiske særregler

»Der arbejdes i øjeblikket på en model for åbning til visse tredjelande, som har et fornuftigt smittetryk, et tilstrækkeligt udbygget testregime, pålidelige indrapporteringer og i øvrigt en håndtering af pandemien, som er sammenlignelig med de europæiske landes. Det vil desuden være en forudsætning for en lempelse af rejsevejledningen, at det pågældende land ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende,« skriver Udenrigsministeriet om udsigten til en ændring på dette punkt.

Der gælder særlige regler for de nordiske lande i forbindelse med den nye model for rejsevejledninger.

»Når et nordisk land ikke opfylder de objektive kriterier for at ”åbne”, overgår landet til en regional ordning, hvor enkelte regioner i landet kan ”åbne”, hvis de opfylder kriteriet om antal smittede pr. uge. Det er aktuelt tilfældet for Sverige. Derfor forbliver rejsevejledningen for Sverige orange, med undtagelse af regionen Västerbotten,« skriver Udenrigsministeriet således.

BRANCHENYT
Læs også