Privatøkonomi

Sommerhusmarkedet i historisk optur, men priserne følger ikke med

Det er overraskende, at danskerne trodser den økonomiske panik, der opstod i forbindelse med coronakrisen, og står i kø for at købe sommerhuse.

Sommerhusene rives nærmest væk, men der er sket et skifte i, hvilke hustyper, der købes. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

En 16 år gammel rekord er netop blevet slået.

Fra marts til maj blev der solgt 3.800 sommerhuse i Danmark. Det er den højeste aktivitet på sommerhusmarkedet, siden Danmarks Statistik i 1992 begyndte at registrere den slags. Den hidtidige rekord blev sat i 2004.

Tallene er sæsonkorrigeret, det vil bl.a. sige, at de er renset for diverse fri- og helligdage samt ikke mindst påskeferien, hvor salget typisk er højere end normalt.

Også denne rekord bliver slået i juni. Ejendomsmæglerne melder om rekordsalg i årets første sommermåned, som Homes direktør Uffe Drejer betegner som »vanvittig.«

Home har i juni solgt 51 pct. flere boliger end sidste år og 193 pct. flere sommerhuse.

»Det er vel at mærke i en tid, hvor dansk økonomi har været inde i en voldsom recession som følge af Corona-virussen og nedlukningen af økonomierne, konstaterer cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Salgsrekorderne afspejler sig ikke direkte i priserne. En af forklaringerne er, at de dyrere sommerhuse tæt på de store byer er mere eller mindre udsolgte eller uopnåelige for danskere med en gennemsnitsindkomst.

I stedet er der rift om de billigere sommerhuse, viser en analyse, som Nykredit har udarbejdet.

»Stigningen i salget under coronakrisen er i højere grad er drevet af salg af sommerhuse i billigere kommuner end hidtil,« siger chefanalytiker i Nykredit Mira Lie Nielsen.

Udviklingen kan være startet inden coronakrisen, mener Birgit Daetz, der er kommunikationschef for Boligsiden.

»Men udviklingen er forstærket de seneste måneder,« mener hun.

Der er i hvert fald sket et markant skifte i, hvor sommerhusene sælges, viser Nykredits analyse.

Der har været en markant fremgang i salget i Vest- og Sydsjælland. I de seneste to måneder har salget udgjort henholdsvis 35 og 33 pct. af det samlede sommerhussalg mod 25-27 pct. i månederne op til.

At priserne ligger godt 10 pct. lavere der end landsgennemsnittet, skyldes, at der sælges færre dyrere huse i Nordsjælland samt i Øst- og Sydjylland.

Sjælland er simpelthen blevet det nye hotspot for sommerhuse. Det er også der, de største formuer gemmer sig - ikke mindst i København, forklarer Mira Lie Nielsen.

Den nye tendens er, at vi helst køber et sommerhus, som ligger inden for 1,5 times kørsel fra bopælen.

Mira Lie Nielsen, chefanalytiker Nykredit

»Den nye tendens er, at vi helst køber et sommerhus, som ligger inden for 1,5 times kørsel fra bopælen. Der skal være overskud i det månedlige budget, så familien kan rumme den ekstra udgift uden at skulle ændre særligt på det liv og forbrug, som man nu engang har,« siger hun.

Et sommerhus i Vest- og Sydsjælland på 65 kvm koster i dag under 1 mio. kr., og det kan mange boligejere i København og omegn let betale. De kan tage et lån i helårsboligens friværdi, og med de lave renter, er der mange, som fint kan få plads til sommerhus i budgettet.

»Vi oplever også flere, som gerne vil købe sammen med venner/familie for på den måde at gøre udgiften til sommerhuskøb endnu lavere,« siger Mira Lie Nielsen.

Ikke engang den snarlige åbning af Europa kan stoppe fremgangen. Nykredit forventer fortsat mange sommerhussalg, men at antallet af handler falder svagt i de kommende måneder.

»Der er handlet mange sommerhuse, og selvom det historisk set er billigt at købe et, og der er gode udlejningsmuligheder, ér der tale om bolig nr. to og et luksusgode. Den slags påvirkes negativt, når ledigheden stiger,« fastslår Mira Lie Nielsen.

I Nykredit mener man, at stigende arbejdsløshed er det mest sandsynlige scenarie. Samme holdning har man i Realkredit Danmark. Økonomisk afmatning er den største trussel for sommerhusmarkedet.

Alene i maj blev der solgt 1.700 sommerhuse. Den udvikling er »ekstrem,« som Christian Hilligsøe Heinig udtrykker det.

»Det er svært at forklare, og det er nok også en af grundene til, at Nationalbanken forleden udtrykte lidt bekymring for, hvorvidt en normalisering af hverdagen kunne medføre et stigende udbud af sommerhuse og efterfølgende pres ned på priserne,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også