Privatøkonomi

Ny klassisk firehjulstrækker fortsætter ånden fra Land Rover Defender

Engelsk milliardær bag den rustikke Ineos Grenadier, der skal være en hårdfør firehjulstrækker, og som ligner den første generation af Land Rover Defender op ad dage.

Ineos Grenadier kommer både som lukket model og pickup. Den er bygget på en stiv chassisramme som originalen. Foto: Ineos Der er ingen tvivl om, hvad der er forbilledet for Ineos Grenadier, der har mange lighedspunkter med den oprindelige Land Rover Defender. Foto: Ineos Selv ned i de mindste detaljer er der lighedspunkter mellem Ineos Grenadier og Land Rover Defender. Foto: Ineos

Man skal ikke kigge meget på den kommende kantede Ineos Grenadier firehjulstrækker for at se, hvor inspirationen kommer fra. Selv om modellen havde rødder tilbage til 1948 og var lige så rustik som en traktor, så havde den oprindelige Land Rover Defender, hvor produktionen stoppede for et par år siden, mange fans. En af dem er sir Jim Ratcliffe, der som bestyrelsesformand for Ineos Industries er milliardær med rødder i den petrokemiske industri og stor Land Rover-entusiast. Så stor, at han har fået udviklet firehjulstrækkeren Ineos Grenadier, som det nu er planen at sætte i produktion i 2021.


Det sker i samarbejde med østriske Steyer, som bl.a. længe har produceret Mercedes Geländewagen og må siges at vide noget om firehjulstræk. Med BMW som leverandør af benzin- og dieselmotorer må den flanke også siges at være dækket af.

Klar signalværdi

Et grundigere kig på bilen viser, at både døre, kølerhjelm, lygter og selv reservehjulet på bagklappen ligner Defender. Men tilsyneladende ikke så meget, at Land Rover har ønsket eller haft mulighed for at stoppe projektet.

Toby Ecuyer, som er designchef hos Ineos, forklarer, hvorfor bilen ser ud, som den gør.

»Opgaven var enkel; vi skulle design et moderne, funktionelt og i høj grad brugbart 4x4-køretøj, hvor formålet er kernen. Det skal være et design, som er nemt at aflæse uden nogen form for tvetydighed angående Grenadiers rolle i livet. Det er at gøre alt det, som du behøver, intet af det, du ikke vil. Moderne konstruktion og produktionsteknikker sikrer, at Grenadier gør, hvad den er skabt til, men vi holder os stadig til vores ambition om at skabe et køretøj, som vil være tidløst,« siger Toby Ecuyer.

Ineos Grenadier
Er udviklet sammen med østriske Steyer og skal bygges på en ny fabrik i Wales med motorer fra BMW. Firehjulstrækkeren lanceres i 2021.

Sir Jim Ratcliffe uddyber baggrunden. »Grenadier-projektet startede, da vi opdagede, at det var et hul i markedet for et brugbart off road køretøj. Det gav vores udviklingsafdeling et klart sigte for et køretøj, der både er holdbart og til at stole på i de mest hårdføre områder i verden. Det skulle samtidig passe ind i omgivelserne. Som man kan se, har vi leveret et køretøj i et design, som er både distingveret og med et formål,« lyder det bl.a. fra sir Jim Ratcliffe.

Flere versioner

Han har stablet en fabrik på benene i Wales, der skal producere Ineos Grenadier i to versioner. Det er en pickup og en lukket model.

Ineos Grenadier er bygget på en stiv chassisramme som den oprindelige Defender, og det giver mulighed for flere forskellige typer karrosseriopbygninger.

Her er unægtelig stor forskel i forhold til den helt nye og genfødte anden generation af Land Rover Defender, som netop er præsenteret og nok har stilelementer til fælles med ophavet, men som ellers er en supermoderne og meget bredt favnende firehjulstrukket SUV, der klarer sig godt i både terræn og på vej. Prototyper af Ineos Grenadier skal nu testes over 1,8 mio. km, før bilen sættes i produktion.

BRANCHENYT
Læs også