Privatøkonomi

Ugens aktie: Det lysner for Mærsk, men først skal corona-regning betales

Et nyt regnskab for en amerikansk logistik-gigant viser, hvor dyrt det har været for branchen at holde forretningen kørende under en pandemi. A.P. Møller – Mærsk, som ellers synes at være godt på vej til at forbedre sine driftsmarginaler, får samtidig et stort omsætningstab oveni.

Majestic Maersk/Mærsk ses liggende til kaj på Langelinie i København. Arkivfoto: Katinka Hustad

Af en tidligere version af artiklen fremgik det, at Mærsk-koncernen forventede et fald i omsætningen på 20-25 pct. i 2. kvartal. Koncernen har imidlertid i en meddelelse den 17. juni justeret dette til et fald på 15-18 pct. Finans beklager fejlen.

Tilbage i marts så verden rigtig skidt ud for A.P. Møller - Mærsk. Bevares, det gjorde den for de fleste på det tidspunkt, hvor usikkerheden om coronaen var på sit højeste. Men lockdowns og afbrudte globale forsyningskæder var særligt slemt for et rederi, hvis kerneydelse er at sejle containere frem og tilbage over verdenshavene. Aktiekursen nåede det laveste niveau siden finanskrisen.

Men siden har aktiemarkedet fået ny optimisme omkring Mærsk. En del af det skyldes naturligvis, at noget af usikkerheden om coronaen er væk – selv om vi nu kan se nye udbrud af smittet rundt omkring i verden, og det kan føre til nye lockdowns, ved alle nu, at det trods alt kun tager nogle måneders koncentreret indsats at få et udbrud under kontrol.

Men denne større tryghed forklarer ikke hele kursstigningen. Aktiekursen ligger lige nu faktisk højere, end den gjorde sidste sommer. Der har spredt sig en fornemmelse af, at rederiet og dets adm. direktør, Søren Skou, omsider er ved at lykkes med strategien om at stå for fragten hele vejen fra dør til dør – hvilket igen skal afhjælpe Mærsks efterhånden mangeårige problem med at opnå et tilfredsstillende afkast på den meget store kapital, der er bundet i selskabet.

Det var bl.a. forbedrerede driftsmarginaler i et ellers udfordrende 1. kvartal, der skabte indtrykket af et styrket Mærsk, og det gjorde også et godt indtryk, da koncernen i den forgangne uge erhvervede det svenske selskab KGH Costums Service, der, som navnet siger, har speciale i at håndtere toldbehandling.

Man kan håbe, at det positive indtryk bliver bekræftet, når Mærsk den 19. august fremlægger regnskab for 2. kvartal. Men som aktionær kan man omvendt ikke bare lade sig forblænde af skønne fremtidsudsigter. Selv om der er kommet mere overblik over coronakrisen, er den langtfra slut. Den kommer med en regning til Mærsk – og den regning bliver stor.

Det fik man et indtryk af, da det amerikanske transportselskab FedEx den sidste dag i juni aflagde årsregnskab. Selskabet er kun i beskedent omfang en direkte konkurrent til Mærsk, men en regnskabsmæssig detalje gør, at man herfra får et tidligt billede af, hvordan coronaen indvirker på distributører og logistikselskaber:

FedEx har skævt regnskabsår, så dets sidste kvartal omfatter marts, april og maj – altså netop de måneder, hvor coronakrisen gik fra at være noget, der handlede om Kina, til at være noget, der handlede om hele verden.

FedEx har en stor del af sin omsætning fra fragt af pakker. Som sådan har det haft positiv effekt af den meget store nethandel, mens folk har været isolerede i deres hjem. Med en stor flyflåde har selskabet også haft ekstra omsætning fra erhvervskunder, der har været desperate for at få varer frem i en fart. Samlet set blev omsætningen i selskabets 4. kvartal 17,4 mia. dollars; kun lidt dårligere end de 17,8 mia. dollars i samme kvartal året forinden.

Selv om der er kommet mere overblik over coronakrisen, er den langtfra slut. Den kommer med en regning til Mærsk – og den regning bliver stor.

Men på bundlinjen var tilbagegangen betydeligt større – fra 1,3 mia. dollars til 0,7 mia. dollars. Det skyldtes, at man på en række områder havde ekstra omkostninger i den specielle situation. FedEx fremhæver selv, at alene det at sikre medarbejdernes sikkerhed ved hjælp af værnemidler og rengøring af materiel og lagre har kostet 125 mio. dollars ekstra – svarende til lidt under 1 pct. af omsætningen.

Bag tallet ligger et drama, som The Economist beskriver i flere detaljer. Ifølge magasinet har flere tusinde af de FedEx-ansatte, der bringer pakker ud til kunderne, selv været ramt af covid-19, og ”dusinvis” af dem er afgået ved døden. Det har også medført stress og overbelastning blandt de medarbejdere, der ikke har været syge, og FedEx har bl.a. reageret ved at tilbyde nogle af dem betalt orlov.

Mærsk leverer ikke direkte til private husstande, så det har ikke på samme måde tusindvis af medarbejdere, der nødvendigvis måtte opholde sig i storbyer med høj smittespredning. Men som alle transportselskaber er det for tiden underlagt ekstraordinære og omkostningstunge sikkerhedsforanstaltninger.

Hvor store disse omkostninger er, vil selskabet måske fortælle mere om i forbindelse med regnskabet. Under alle omstændigheder vil disse omkostninger findes og trække marginalerne nedad.

Dertil kommer, at Mærsk er langt mere ramt på toplinjen, end FedEx er. På grund af den usikre situation giver Mærsk for tiden ikke nogen guidance omkring sine forventninger til regnskabstal i 2020. Men i forbindelse med regnskabet for 1. kvartal lød meldingen, at man skulle vente et samlet omsætningstab på 20-25 pct. i 2. kvartal kvartal. I en meddelelse den 17. juni justerede man det til et tab på 15-18 pct.

I 2. kvartal sidste år var omsætningen 9,5 mia. kr., så det er altså et omsætningstab på et par mia. kr., alene i 2. kvartal, vi taler om. Mærsk kan kun kompensere for en mindre del af dette tab gennem omkostningsbesparelser, og tværtimod er der altså kommet nye omkostninger til sikkerhedsforanstaltninger og til de kreative løsninger, der har været nødvendige for at læse kundernes problemer i den usædvanlige situation.

Sten Thorup Kristensen ejer aktier i A.P. Møller - Mærsk

BRANCHENYT
Læs også