Privatøkonomi

Her er Cupras nye elbil i mellemklassen

Seat viser den næsten endelige version af Cupra el-Born, som er en søstermodel til VW ID.3.

Slægtskabet med VW’s ID.3 er klart i den nye Cupra el-Born, men den udstråler mere sportslig attitude. Rækkevidden i topversionen er 500 km. Foto: Cupra El-Born har sportsundervogn og kan klare op til 500 km på en opladning. Foto: Cupra Interiøret i el-Born er centreret omkring flere storskærme og head-up display med “Augmented Reality“. Foto: Cupra

Der bliver for alvor skruet op for det elektriske blus i VW-koncernen, hvor Seats ekstra sportslige Cupra-brand nu viser den tæt på endelige version af den halvhøje og elektriske el-Born. Det er en bil, som er søstermodel til VW’s egen ID.3, og som blev vist i en konceptudgave på Genève Motorshow i 2019. Men nu har de spanske designere altså høvlet de sidste knaster af på modellen, der lanceres i 2021.

El-Born bygger meget lidt overraskende på samme elektriske MEB-platform som ID.3. Værdierne er umiddelbart også i samme boldgade.

Rækkevidden i versionen med det største batteri på 82 kWh (77 kWh netto) klarer således 500 km på en opladning. De to elmotorer med træk på hver aksel forventes at yde sammenlagt 306 hk. Samtidig vil bilen med hurtigladning på 100 kW kunne lades op til 260 km kørsel på 30 min. Modellen ventes også at komme i varianter med mindre batteripakker og baghjulstræk.

Cupra lægger dog vægt på de sportslige værdier i bilen med en undervogn, der har det nyudviklede ”Chassis Dynamic Control Sport”-system, som skulle give bedre vejgreb. Undervejs kan den sættes sportsligt op i forskellige køreprogrammer.

Ellers byder kabinen på udbredt brug af genbrugsmaterialer og head-up display med ”Augmented Reality”, hvor grafik og billeder kan smelte sammen.

Cupra Elborn skal bygges på VW-fabrikken i tyske Zwikau.

Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.

BRANCHENYT
Læs også