Privatøkonomi

Rekord: 43.483 boliger skiftede ejer på et halvt år - og det fortsætter

Sommerhusene er i høj grad med til at trække boligmarkedet frem.

Boligmarkedet anno 2020 er ustoppeligt. Her er Boligsidens nye tal.

  • 43.483: Så mange boliger er der solgt i Danmark det seneste halve år.
  • 5.000: Så mange flere er der solgt end i samme periode sidste år.
  • 10 år: Det er det største salg af boliger i første halvår i de 10 år, Boligsiden har registreret det.

Og det fortsætter.

Normalt er uge 29 en fredelig uge, men i år har der været 2.105 salg, og det er 38 pct. flere end samme uge sidste år.

Ikke flere tal, men udviklingen har overrasket alle både ejendomsmæglere, økonomer og andre tæt på ejendomshandel. Det var ventet, at coronakrisen ville vende sende markedet i gulvet. Det modsatte er sket, boligmarkedet er flyvende.

Tilbagegangen fra de første uger af nedlukningen er for længst indhentet, og nu sker der en yderligere stigning i salget, konstaterer Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.

»Det er især i de seneste to måneder, at køberne er vendt tilbage, og hvor vi har set usædvanlig høje salgstal,« siger hun.

Det lader til, at coronakrisen kun har bidraget til at sætte endnu mere skub i sommerhusmarkedet.

Birgit Daetz, kommunikationsdirektør, Boligsiden.dk

Ikke overraskende er det især salget af sommerhuse, der bidrager til det rekordhøje halvårsresultat.

»Sommerhusmarkedet har slet ikke været negativt ramt af corona. Salgstallene er kun steget måned for måned og lander også i juni på et rekordhøjt niveau. Det lader til, at coronakrisen kun har bidraget til at sætte endnu mere skub i sommerhusmarkedet,« siger Birgit Daetz.

Sommerhusene udgør dog stadig en mindre del af markedet. Der sælges tre gange så mange parcel- og rækkehuse, og i 1. halvår skiftede 26.394 huse ejer.

Markedet for ejerlejligheder har været hårdere ramt, men det er ved at vende. I uge 29 alene blev der solgt 434 ejerlejligheder. Det er langt flere end sædvanligt.

BRANCHENYT
Læs også