Privatøkonomi

Opsparingsfesten er sat på pause: Historisk milepæl er rykket længere væk

Danskernes bankindlån faldt i juni, og en privatøkonom venter, at tallet vil fortsætte med i samme retning i den kommende tid.

Danskerne er igen begyndt at bruge penge, og det har fået indlånet i landets banker til at falde. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen

Danskerne har fjernet lidt af den tykke polstring i tegnebøgerne, og dermed når danskernes bankindlån ikke den historiske milepæl på 1 billion kr. lige foreløbigt. Det viser nye tal fra Danmarks Nationalbank.

I juni blev danskernes bankindlån reduceret med 10 mia. kr., så det samlede indlån ved udgangen af juni var på 989 mio. kr.

»Det forholdsvis store fald kommer efter en periode, hvor danskernes indlån er blevet øget markant. Så markant, at det samlede indlån var tæt ved at runde 1 billion kr.,« skriver Nationalbanken.

I Arbejdernes Landsbank havde man ventet, at danskernes indlån ville begynde at falde, efter at det i maj nåede op på 999 mia. kr. Forventningen var, at danskerne ville begynde at bruge nogle af de penge, som havde samlet sig på deres konti under coronanedlukningen.

»Detailsalget i maj og juni er braget derudaf, og det er formentlig medvirkende til, at indlånet falder i juni. Det var også vores forventning, at ketchupeffekten i bl.a. detailsalget og det udskudte forbrug på et tidspunkt ville vise sig i et faldende bankindlån,« skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Hvis man omregner man de 989 mia. kr. til det gennemsnitlige tal for alle danskere over 18 år, ender tallet på 215.000 kr. Der er dog en meget stor spredning i tallet, og en tidligere opgørelse fra Danmarks Statistik har således tidligere vist, at 70 pct. af de danskere, der har penge stående i banken, har under 100.000 kr.

Selv om danskernes indlån var tæt på at runde 1 billion kr., peger pilen i den kommende tid i en anden retning, lyder det fra Arbejdernes Landsbank.

»Vi håber og tror på, at danskerne i den kommende tid vil blive ved med gå ud og bruge nogle af de penge, som har hobet sig op på kontoen. Og samtidig også vil begynde at bruge nogle af de penge, som de endnu ikke har fået som følge af aftalen om feriepenge,« skriver Brian Friis Helmer, som omvendt peger på, at udbetalingen af feriepengene til efteråret vil kunne få indlånet til at stige igen.

BRANCHENYT
Læs også