SU dækker ikke huslejen: Det får konsekvenser ved køb af første bolig
Jagten på en studiebolig er for alvor gået ind lige før studiestart. Men huslejerne er rekordhøje.
Det er så dyrt at bo i København, at studerende ikke kan klare sig for SU alene. I de øvrige studiebyer kan det kun lade sig gøre, hvis bøgerne ikke er alt for dyre, og den studerende kan leve spartansk.
På længere sigt kan det få ganske store konsekvenser for, hvor dyr en bolig man kan købe, viser beregninger fra Nordea.
Beregningerne er baseret på nye tal fra Boligportalen. Den gennemsnitlige husleje for en 1 værelses lejlighed er nu helt oppe i 7.900 kr. om måneden i København. Et værelse koster 5.100 kr.
En studerende får i dag 6.243 kr. før skat i månedlig SU, så huslejen kan kun betales ved at have penge med hjemmefra eller med et studielån, konstaterer boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.
»De studerende bør ikke kun overveje, om budgettet hænger sammen her og nu, men også, hvordan deres boligvalg i dag påvirker deres senere muligheder for at komme ind på boligmarkedet,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Kan man nøjes med et værelse frem for en 1 værelses lejlighed i København, vil man i løbet af fem år have sparet 168.000 kr. Med det beløb som udbetaling kan man senere købe en bolig for 1.730.000 kr.
Endnu bedre ser det naturligvis ud, hvis der er tale om en to værelses lejlighed, der i København koster 11.500 kr. I forhold til et værelse kan man have sparet 384.000 kr. op. I stort set alle tilfælde vil en studerende leje det andet værelse ud, og beregningen er kun taget med for at illustrere sammenhængen.
Lise Nytoft Bergmann opfordrer alle boligsøgende studerende til at tænke sig godt om, før de vælger boligform.
»For mange er boligsituationen kaotisk og frustrerende, fordi studieboliger ikke hænger på træerne, og de færreste huslejer er SU-venlige. Men hvis man kan leve småt, mens man studerer, er vejen banet for en dyrere og bedre bolig, når man er færdig,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Studerende, der har boet dyrt og ikke har sparet op, skal dog ikke fortvivle. For selv om reglerne foreskriver, at man skal lægge en udbetaling på 5 pct. ved køb af ejerbolig, findes der en undtagelsesbestemmelse for unge, der netop har afsluttet deres uddannelse.
I det tilfælde kan de unge få et såkaldt toplån på de 5 pct., de skulle have lagt i udbetaling.
»Toplånet skal tilbagebetales på to til tre år og har derfor en ret høj månedlig ydelse. Den skal der tages hensyn til i budgettet, og det beløb, de unge kan blive kreditgodkendt til, vil derfor blive reduceret betydeligt,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Reglen vil derfor udelukke mange for at købe bolig i de allerdyreste områder, mener hun.
I beregningerne er der taget udgangspunkt i, at den unge tager studielån uanset huslejeniveauet.
»Hvis man kan undgå studielån, forbedres mulighederne for at komme hurtigt ud på boligmarkedet, da det ikke kun er udbetalingens størrelse men også gældens samlede størrelse, der afgør lånemulighederne,« siger Lise Nytoft Bergmann.

